Haarders cigaretforklaring møder modstand

Formanden for regeringens egen Forebyggelseskommission, Mette Wier, går nu i rette med sundhedsminister Bertel Haarders (V) afvisning af Socialdemokraterne og SF's forlag om at hæve tobaksafgifterne. Det skriver avisen 24timer.

Bertel Haarder har brugt beregninger fra Skatteministeriet til at påvise, at der ikke kan hentes penge ved at sætte tobaksafgifter i vejret, fordi øget grænsehandel og smugleri vil æde overskuddet.

Men det er i direkte modstrid med tidligere meldinger fra Skatteministeriet, påpeger kommissionsformanden.

- Da vi undersøgte området tilbage i 2009, var det Skatteministeriet, der foretog beregningerne for os. Dengang slog de fast, at det var en rigtig god forretning for staten at hæve prisen på cigaretter, siger Mette Wier til 24timer.

Forebyggelseskommissionen bruger i deres rapport fra foråret 2009 beregninger fra Skatteministeriet, der viser, at en gennemsnitspris for en pakke cigaretter på 51 kroner vil give 785 millioner kroner ekstra i statskassen.

- Hvordan de så sidenhen er kommet frem til et helt andet resultat, det må stå hen i det uvisse, siger Mette Wier.

I Skatteministeriet hævder man, at Forebyggelseskommissionen har fejltolket tallene, og man trods en nettogevinst på 785 millioner kroner hele tiden har ment, at det på bundlinjen ville resultere i ekstraomkostninger for samfundet.

Bertel Haarder har kaldt Socialdemokraternes og SF's ønske om at finansiere nye initiativer på kræftområdet ved at hæve afgifterne på cigaretter for "fuldstændig meningsløst".

- Skatteministeriet sværger jo på, at det ikke nytter noget at sætte tobaksafgifterne op til 50 kroner pakken, fordi det blot vil øge grænsehandlen og smugleriet, sagde ministeren.

/ritzau/

Ministerium taler med to tunger, når det gælder effekten af højere tobaksafgifter, mener kommissionsformand.

Offentliggjort Sidst opdateret