Håndværkere til regeringen: Forlæng fradrag
De danske håndværkere har fået væsentligt mere at lave de seneste måneder.
Fremgangen skyldes især Folketingets beslutning om at forlænge den ordning, som giver boligejere mulighed for at fradrage udgifter i forbindelse med reparationer eller moderniseringer, skriver Børsen.
Boligjob-ordningen, som den hedder, giver fradrag på op til 15.000 kroner per voksen i en husstand på den del af regningen, der er arbejdsløn.
Og det kan mærkes i virksomhederne, der melder om flere ordrer, og holder på medarbejderne som følge af ordningen.
Det fortæller Erik Møbius, administrerende direktør for Dansk Håndværk, der er arbejdsgiverorganisation for branchens små og mellemstore virksomheder.
- Vi får mange positive tilbagemeldinger fra vores medlemsvirksomheder om, at det giver ekstra arbejde derude nu. Tidligere fik vi rigtig mange spørgsmål fra virksomhederne om, hvordan man opsiger ansatte - de spørgsmål er forsvundet nu, siger han til Børsen.
Håndværksrådet bekræfter, at det går bedre. Næsten halvdelen af interesseorganisationens medlemsvirksomheder melder om flere ordrer efter genindførelsen af fradraget, skriver Børsen
Men fremgangen kan hurtigt få en ende. Ordningen gælder frem til udgangen af 2014, og det er ikke godt nok, mener de to organisationer.
En forlængelse vil blandt andet indebære, at flere virksomheder tør binde an med at ansætte lærlinge, mener Erik Møbius fra Dansk Håndværk.
- Tre et halvt år er længe at have en lærling, hvis man ikke ved, om ordrerne fortsætter, siger han.
Men en tidsmæssig udvidelse af ordningen afvises af regeringspartierne.
- Ordningen ligger fast, som den er nu, og står ikke til at blive udvidet, siger Thomas Jensen, skatteordfører hos Socialdemokraterne til Børsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker