Hård dom: Valgplakaterne er talentløse

- Valgplakaterne er utrolig kedelige, og det er idéerne bag dem også.

Sådan lyder dommen over politikernes valgplakater fra designkonsulent i Ribergård & Munk og tidligere nyhedsgrafiker Ole Munk.

- Det mest slående er, at de er så fantastisk ens. De har den samme opbygning og de samme Photoshop-behandlede ansigter, hvor folk er gjort kønnere, end de er i virkeligheden.

Også brugen af farver på valgplakater får hug af Ole Munk.

- Farver er det største branding-element, der findes. Derfor er det mærkeligt, at Venstre bruger så meget brun og orange - og så lidt blå, som jo symboliserer den blå blok.

Der er dog enkelte partier, der forsøger at skille sig ud. På Liberal Alliances valgplakater fylder kandidaternes ansigter mindre, og det giver bedre plads til baggrunden.

- Det betyder, at man lægger mest mærke til den skrig-orange farve, men den er hverken mondæn eller eksklusiv. Det virker ulogisk, at partiet har lavet en udsalgsplakat, når det henvender sig til bedre stillede borgere, siger han.

Ole Munk roser dog Dansk Folkeparti for dets folkelige valgplakater, der er som taget ud af en families fotoalbum. De er nemlig i tråd med partiets profil, mener han.

Designkonsulenten opfordrer politikerne til at tænke i nye baner, når næste skov af valgplakater skal plantes på gader og stræder.

- Man kunne skrive noget om sin politik på plakaten. Og så kunne man se på kompositionen og på plakaten som et lille kunstværk, siger han og fortsætter:

- Næsten alle glemmer, at der er en forgrund og en baggrund på en plakat. De fokuserer kun på ansigtet, så her er der noget at arbejde med. De signaler, der er bag motivet, taler nemlig til vælgernes underbevidsthed, lyder rådet fra Ole Munk.

/ritzau/

Plakaterne er for ens, ligner glansbilleder og er rent ud sagt kedelige, lyder kritikken fra grafisk ekspert.

Offentliggjort Sidst opdateret