Hele EU er under et kæmpe hackerangreb
Hvad sker der, hvis hackere en dag laver et massivt angreb på hjemmesider, der tilhører EU-landenes regeringer, banker og store virksomheder?
Det spørgsmål har EU-Kommissionen sat sig for at finde svaret på. Hele torsdag tester de sikkerhedssystemerne i Danmark og i de andre medlemslande ved at efterligne et rigtigt hackerangreb.
Hundredvis af sikkerhedseksperter fra banker, teleselskaber og medlemslandenes regeringer bliver dagen igennem bombarderet med mere end 1200 forskellige former for angreb - inklusiv mere end 30.000 mails.
Hvis sådan et angreb skete i virkeligheden, ville det betyde en kæmpe forstyrrelse for EU-borgere og virksomheder i hele Europa - og det ville skade EUs økonomi med millioner af euro.
Ifølge organisationen World Economic Forum er der de næste 10 år 10 procent risiko for et kæmpe hackerangreb. Sker det, vil det koste 200 milliarder euro.
Det er med den slags argumenter i baghovedet, EUs it- og telekommissær, Neelie Kroes, har sat dagens øvelse i gang.
- Samarbejdet er afgørende set i lyset af det voksende omfang af hackerangreb, der stadig bliver mere og mere komplicerede. Dagens øvelse går ud på at samarbejde på europæisk plan og sikre internettet, siger hun i en pressemeddelelse.
Kommissionen forsikrer om, at EU-borgerne ikke skal frygte for dagens øvelse - som de efter planen ikke vil komme til at mærke noget til.
Når angrebet er overstået, skal der udarbejdes en rapport om systemernes svagheder.
Før 2012 er omme, er det kommissionens plan at lave en ny strategi for cyber-sikkerhed. Strategien kommer til at indeholde et lovforslag, der skal forbedre netsikkerheden i EU og få medlemslandene til at arbejde tættere sammen.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker