Højere lønninger i København matcher ikke huspriser
Bor du i København, får du typisk mere i løn end dine kolleger i provinsen.
Men selv om der kommer mere i lønningsposen, så kan den højere indkomst ikke stå mål med de højere huspriser i Københavnsområdet.
- Ser vi på gennemsnittet, er det sværere for en familie at få råd til et huskøb i og omkring hovedstaden end i resten af landet, siger Camilla Skovsbo Erichsen, forbrugerøkonomi Sydbank, der har set på lønninger i forhold til boligpriserne.
Hendes udregninger viser, at den gennemsnitlige pris på enfamiliehuse i København er cirka 1,8 gange højere end i Østjylland, omkring 2,5 gange højere end i Sydjylland og 2,3 gange højere end på Fyn.
- Ved at sætte huspriserne i forhold til årlig familieindkomst fremgår det dog, at de højere lønninger ikke kan opveje de højere huspriser, påpeger forbrugerøkonomen.
Den gennemsnitlige pris på et enfamiliehus i København er godt fem gange større end familiernes gennemsnitlige årlige indkomst. Og det er netop i København, at man oplever det højeste forhold mellem huspriser og årlige indkomster på landsplan.
Vender man blikket bort fra København og omegn, så er det gennemsnitlige forhold for de øvrige landsdele knap tre.
Grunden til, at husene er dyrere i København end i resten af landet, er, at mange finder det attraktivt at bo i hovedstaden. Og da muligheden for at øge udbuddet af huse er mere begrænset, så bliver priserne presset op.
- Set i det lys forventer vi, at forholdet mellem huspriser og indkomster også i fremtiden vil være både højere og mindre stabilt i og omkring København end i resten af landet, siger Camilla Skovbo Erichsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker