Hoteller: Kun EU-lovgivning stopper falske anmeldelser
"Kedelig buffet, billig mad, der har stået for længe".
"Aldrig har jeg oplevet en så tvær og ugidelig betjening".
Nettet vrimler med brugervurderinger som ovenstående, for aldrig har anmeldelser af hoteller, rejser og butikker været så populære.
Derfor har forbrugerombudsmanden sendt nye retningslinjer i høring, der skal sikre både forbrugere og virksomheder mod falske anmeldelser.
Et tiltag, der vækker tilfredshed i hotellernes og restauranternes organisation, Horesta.
Her siger næstformand Allan Agerholm, at anmeldelserne har stor vigtighed for hotellerne, da flere og flere booker via bookingsider.
- Stadig flere orienterer sig, inden de går ud og spiser eller booker hotel, og derfor er vi enige i, at det er vigtigt, at der kommer nogle regler, siger Allan Agerholm.
Men han tvivler på, at reguleringen for alvor slår igennem, da hovedparten af de sider, danske hotelgæster benytter, er hjemmehørende i andre EU-lande end Danmark, hvor der gælder andre regler.
- Hvis der virkelig skal ske noget, er det nødvendigt, at lovgivningen kommer fra EU. Kun på den måde kan reguleringen gå på tværs af landegrænserne. Sker reguleringen alene i Danmark, får det ikke særlig stor gennemslagskraft, siger Allan Agerholm.
Han henviser til, at mange danskere for eksempel bestiller hotel via siden booking.com, men den er ikke registreret i Danmark:
- Og for at sige det lige ud, så er de bedøvende ligeglade med, hvad forbrugerombudsmanden i Danmark gør, siger Allan Agerholm.
Med i arbejdet om de nye retningslinjer er blandt andet Forbrugerrådet Tænk, som tidligere har offentliggjort en undersøgelse, der viser, at en ud af tre danskere læser anmeldelser på nettet, før de vælger, hvor de skal overnatte, spise og handle ind.
93 procent af dem lader sig påvirke af anmeldelserne.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned