Hver sjette 3F'er arbejder i ferien

Mens en stor del af befolkningen indtager landets campingpladser eller nyder ferien under sydens sol, planlægger hver sjette 3F'er at arbejde i ferien.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det viser en undersøgelse, lavet af Analyse Danmark blandt fagforbundets medlemmer, skriver Fagbladet 3F.

17 procent svarer, at de har planer om at arbejde i deres ferie, og 11 procent, at det er grundet økonomiske årsager.

Tallene vidner om, at økonomien er presset ude i husstandene, mener Flemming Ibsen, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

- Hvis man har været arbejdsløs, eller er kørt ind og ud ad dagpengesystemet, vil man typisk have et større behov for ekstra arbejde. Grundlæggende må det afspejle, at krisen har gjort økonomien dårligere, siger han.

Undersøgelsen viser også, at gruppen under 30 år i højere grad arbejder for at få flere penge til forbrug og opsparing.

- De yngre generationer er måske også i gang med at stifte familie. De kan være inde i en etableringsfase, hvor man vælger at arbejde for netop at få råd til ferie eller ting til huset, forklarer Flemming Ibsen til fagbladet.

Ifølge arbejdsmarkedsforskeren er den yngre generation plaget af højere arbejdsløshed end de ældre. Det kan også være en del af forklaringen på, at det især er gruppen op til 40-års alderen, der vælger ferien fra til fordel for ekstra penge på kontoen.

/ritzau/