Hver tiende dansker påske-grænsehandler
Når der til påskefrokosterne bliver serveret øl og sodavand, er en del af flaskerne hentet syd for den dansk-tyske grænse.
12 procent af de adspurgte i en befolkningsundersøgelse foretaget af Dansk Erhverv svarer, at de forventer at køre til Tyskland for at købe ind op til påske. Og det er især øl og sodavand, der står på indkøbslisten.
67 procent svarer, at de tager til Tyskland for at købe øl, mens tallet for sodavand er 77 procent. Tallene er dog faldet henholdsvis 10 og syv procentpoint i forhold til påsken sidste år, hvor Dansk Erhverv også lavede en befolkningsundersøgelse.
Ifølge markedsdirektør fra Dansk Erhverv Henrik Hyltoft skyldes danskernes dalende interesse i at købe øl og sodavand syd for grænsen, at afgifterne på de våde varer blev sat ned i 2. halvår af 2014.
- Det viser, at der sker noget, når man rører ved afgifterne. Danskerne har fundet ud af, at der ikke er lige så mange penge at spare på øl og sodavand syd for grænsen. Vi opfordrer selvfølgelig til endnu flere afgiftsnedsættelser, siger Henrik Hyltoft til Ritzau.
Jyllands-Posten skriver tirsdag, at salget af øl på det danske marked sidste år steg med knap en procent - og samtidig steg sodavandssalget med fire procent, viser tal fra Bryggeriforeningen.
Mens danskerne tilsyneladende i stigende grad køber de våde varer på den danske side af grænsen, svarer 51 procent af de adspurgte i Dansk Erhvervs undersøgelse, at de primært tager til Tyskland for at købe kødvarer. Sidste år var tallet 43 procent.
- Grænsehandlen har ændret sig lidt. Selvom mange stadig køber øl og sodavand, så ser vi en udvikling fra den traditionelle grænsehandel til nye produkter som eksempelvis kød, siger Henrik Hyltoft.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde