(ingen overskrift)

Sanne Alvilda Frimand er ny lærer på Holeby Skole med ansvaret for 2. klasse. Og eleverne, måske især pigerne, elsker hende. Foto: Jan Knudsen

HOLEBY 2. klasse på Holeby Skole har fået ny lærer.

Hun hedder Sanne Alvilda Frimand og har bopæl på Frederiksberg. I hvert fald et stykke tid endnu, for Alvilda ("det kaldte min mor mig") er ved at få lavet sit fritidshus i Errindlev om til helårsstatus, og det er hun glad for.

Historien, om hvordan Alvilda havnede i Errindlev, er et rent eventyr om kærlighed på flere planer og om en prins, der er i fare.

Den første slags kærlighed er Alvildas kærlighed til Tim.

De to har været kærester gennem tre år og har det rigtigt godt sammen. Tim vil gerne flytte til Danmark for at bo sammen med Alvilda, men det kræver, at han kan få et job som lastbilchauffør.

- Helst kølebilchauffør. Han har alle EU-certifikaterne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den næste form for kærlighed er Alvilda og Tims kærlighed til sommerhuset ved Errindlev Havn.

- Helt nede ved havnen. Jeg elsker det sted. Jeg har været hernede alle mine ferier og ansøger i øjeblikket om at få helårsstatus på stedet, fortæller Alvilda i lærerværelset på Holeby Skole, hvor hun har en fritime.

Hendes 2. klasse har gymnastik, og der er ingen undervisning i Natur og Teknik eller Håndværk og Design på mellemtrinnet, som Alvilda også har ansvaret for.

Alvilda Frimand er 52 år og blev uddannet lærer i 1994 på Haslev Seminarium. Før hun kom til Holeby Skole, arbejdede hun på Holmbladsgades Skole i København.

- Jeg havde en klasse med kun en enkelt etnisk dansker. Og skolen var totalt nedslidt, så da jeg havde arbejdet hernede en måneds tid, spurgte jeg mig selv, hvordan jeg havde kunnet holde ud at være inde i København. Hvor der er så mørkt og trist, fortæller Holebys Skoles nyansatte lærer.

Hendes hus ved Errindlev ligger helt nede ved havnen, så der er havudsigt.

- Og udsigt til svaler, havørne og solopgange. Og så er der stille. Stilheden fremfor alt. Jeg fatter ikke, at jeg kunne holde larmen i København ud.

158 elever og 18 lærere

Der er syv klassetrin på Holeby Skole og en SFO1 for 0. til 3. klasse og en SFO2 for 4.-6. klasse.

Skoleleder Malene Hjøllund, der ligesom eleverne er meget glad for Alvilda, fortæller, at der var 14 ansøgere til Alvildas stilling.

Der er 158 elever på skolen. Heraf 24 i Alvildas klasse og vist nok 18 lærere, hvoraf hovedparten er kvinder. Der er netop blevet ansat en ny lærer til erstatning for Michelle Sandberg, der har fået job i en anden kommune.

Men selv om Alvilda elsker sin klasse og sit hus ved Errindlev Havn, er hendes kærlighed til Tim større. Og hvis ikke Tim finder et job i Danmark, vil Holeby Skoles andenklasse miste deres nyansatte lærer.

- Så flytter jeg til England og får et job her, siger Alvilda, der er flydende i engelsk.

Hun rejser meget og har børn fra et tidligere ægteskab i København, London og Tokyo.

- Men jeg håber virkelig at finde et job til Tim og få ham ud af England og til Errindlev, inden Brexit lukker det hele.

Holeby Skole er en del af skoledistrikt Øst, der også har en afdeling i Rødby og i Østofte samt Borgerskolen, Blæsenborgskolen og Centerafdelingen i Maribo.

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu