Internationale konflikter sender aktiemarkeder i rødt
Flere alvorlige konflikter rundt omkring i verden betyder, at også fredag blev en stram dag på det hjemlige og europæiske aktiemarked.
De danske eliteaktier på C20 Cap-indekset går således på weekend med et samlet fald på 1,5 procent til kurs 762,67, skriver Ritzau Finans. Dermed er indekset faldet 3,7 procent på blot tre dage, hvilket er den dårligste stime siden januar.
Ude i Europa lukkede eksempelvis Stoxx 600-indekset med de største europæiske aktier i minus 0,7 procent.
De røde markeder skyldes en række alvorlige situationer rundt omkring i verden og deres mulige effekt på den globale vækst. Frygten for det uvisse har fået investorerne til at sælge fra og placere deres penge i mere sikre havne.
Blandt de konflikter, der får investorerne til at ryste på hænderne, er Ruslands modsanktioner i forbindelse med krisen i Ukraine. Sanktionerne, der forbyder fødevareimport fra en række lande, rammer blandt andre EU, USA og Canada.
Derudover har USA's melding om flyangreb i Irak mod den jihadistiske gruppe Islamisk Stat været med til at sende alle større aktieindeks i rødt.
I baggrunden lurer desuden hårdknuden i Israel og Palæstina.
Langt de fleste danske aktier faldt fredag. Det eneste selskab, der undgik at ende i rødt, var ISS, som steg med 1,5 procent til kurs 178,60.
Ingrediensvirksomheden Chr. Hansen begrænsede dog sit fald til 0,1 procent, mens dagens dårligste udvikling tilfaldt TDC, der faldt med 4,5 procent til kurs 49,05.
I London dykkede FTSE-indekset med 0,4 procent, og det tyske DAX-indeks gik på weekend med et fald på 0,3 procent.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker