To forlængst døde danskere spillede en hovedrolle, da regentparret mandag aften var gæster ved en statsbanket i Mexico By.
I sin tale til præsident Felipe Calderón talte dronning Margrethe om den danske munk Broder Jacob og eventyreren Frans Blom, som begge kæmpede for den indianske befolknings rettigheder.
- Forholdet mellem Mexico og Danmark går helt tilbage til 1542, da den danske Broder Jacob kom til Mexico. Han blev missionær med ambitionen om at redde det oprindelige folks sjæle, sagde dronningen og glædede sig over, at hans minde stadig holdes i live i delstaten Michoacán. Den skole og kirke, som han lod opføre, eksisterer stadig.
Også Frans Blom stod på indianernes side - dog på et senere tidspunkt. Han kom til Mexico i 1919 for at arbejde i et olieselskab, men kastede sig i stedet ud i kampen for lacandón-indianerne. Under besøget i Mexico skal dronningen og prins Henrik besøge både Michoacán og Chiapas, hvor Frans Blom levede til sin død i 1963.
Også præsidenten talte om de gamle danskere, der knytter Mexico og Danmark sammen. Men også om sit korte besøg i Danmark i sommer, og at det ikke undrer han spor, at danskerne hører til blandt de mest lykkelige af verdens befolkninger.
- I har meget at være lykkelige for: Masser af kultur og lav arbejdsløshed. Og så har I en dronning, sagde præsidenten, som i anledning af besøget blev dekoreret med Elefantordenen, mens hans kone fik Dannebrogordenen. Begge i silkebånd, som dronningen sørgede for kom til at sidde, som de skal. Også hun og prins Henrik blev dekoreret - prins Henriks med en orden i et usædvanligt bredt "guldbånd".
I middagen deltog omkring 250 gæster, herunder økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) og repræsentanter for en række danske virksomheder i Mexico. Tirsdag morgen fortsætter regentparret til delstaten San Luis Potosi, hvor de skal besøge danske virksomheder.
/ritzau/
Annette Bredmose
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker