Jan Villadsen trækker sig fra formandsvalg i 3F
Jan Villadsen har trukket sig som kandidat til posten som forbundsformand for 3F, der skal vælges på fagforbundets kongres den 17. september. Det bekræfter 3F over for Ritzau.
Dermed er forbundssekretær Per Christensen eneste kandidat, efter at den hidtidige formand Poul Erik Skov Christensen har meldt ud, at han forlader posten som forbundsformand af helbredsmæssige årsager.
3F oplyser, at der ud over Per Christensen ikke er andre kandidater til posten som øverste chef i 3F, og den 56-årige forbundssekretær er dermed kørt i stilling til at blive Poul Erik Skov Christensens efterfølger.
Således er det en enig hovedbestyrelse i 3F, der bakker op om Per Christensen som ny formand.
- Jeg er utrolig glad og stolt over den opbakning og støtte, jeg har fået fra forbundets daglige ledelse og hovedbestyrelse.
- Nu er det op til kongressen og de 863 delegerede, og jeg ser frem til den spændende debat om forbundets fremtid, vi skal have - og altid har - på vores kongresser, siger Per Christensen til Fagbladet 3F.
I maj meldte Jan Villadsen sig ellers som kandidat til formandsposten. Han ville tage kampen op mod Poul Erik Skov Christensen, der nu stod over for sit første kampvalg siden sejren over Willy Strube i 1995.
I sin optakt til valgkampen udtalte Jan Villadsen, at 3F har et stort behov for fornyelse, brug for en bedre debatkultur og et stop af medlemsflugt.
Villadsen erklærede, at 3F skal have en proaktiv dagsorden og ikke bare sige, at tingene ikke må forandre sig.
I mandags meldte Poul Eriks Skov Christensen så fra som kandidat, og torsdag forlod Jan Villadsen ligeledes formandsvalget.
Den nye forbundsformand bliver valgt på 3F's kongres, der finder sted fra 14. til 19. september i Aalborg.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned