K nægter Pia Christmas-Møller comeback

Pia Christmas-Møller kommer ikke til at gøre comeback som konservativ ved det kommende folketingsvalg.

På grund af en procedurefejl kommer den erfarne politiker ikke på stemmesedlen, fortæller Knud Palsbro, formand for Det Konservative Folkeparti i Københavns Storkreds.

- Jeg er ked af at måtte fortælle, at der er en sket en procedurefejl i forbindelse med opstillingsmødet forleden, hvor Pia Christmas-Møller blev valgt og annonceret som ny kandidat i Østerbrokredsen, siger han.

Han er samtidig medlem af bestyrelsen for Den Konservative Vælgerforening på Østerbro og kalder det ironisk, at ansvaret for fodfejlen ligger netop hos ham.

- Det var mig, der stod for indkaldelsen.

- Det et er således mit ansvar, at det er gået galt. Det er i den sammenhæng ironisk, at ingen mere end jeg har bedt Pia Christmas-Møller om at stille op for Det Konservative Folkeparti, siger Knud Palsbro.

Han beklager dybt over for den nu forhenværende folketingskandidat.

Procedurefejlen består i, at de gældende regler for varsling af kredsens medlemmer til opstillingsmødet ikke er blevet fulgt. Og efter at have gransket forløbet, er de Konservatives hovedkvarter i Nyhavn nået frem til, at kredsen ikke har fulgt de interne spilleregler, skriver B.dk.

Den 50-årige Pia Christmas-Møller har siddet i Folketinget siden 1987 valgt for De Konservative og fra 1998 til 1999 var hun leder af partiet.

Men i 2007 blev hun løsgænger i utilfredshed over, at hun ikke fik særlige politiske poster trods lang tro tjeneste hos De Konservative.

Pia Christmas-Møller har dog langsomt nærmet sig sit gamle parti. Blandt andet har hun støttet regeringens tilbagetrækningsreform tidligere på året.

Allerede på daværende tidspunkt blev der spekuleret i, at hun ville vende tilbage til De Konservative som folketingskandidat. Det skete dog først onsdag aften - men varede altså kun to dage, før en procedurefejl nu bremser hendes comeback.

/ritzau/

Pia Christmas-Møller bliver alligevel ikke folketingskandidat for De Konservative på grund af en procedurefejl

Offentliggjort Sidst opdateret