Kendt ejendomsmægler meldt for underslæb

Dansk Ejendomsmæglerforening har meldt ejendomsmæglerparret Mette Lykken og Tony Mortensen til politiet for underslæb i den tidligere virksomhed Mette Lykken Bolig.

Anmeldelsen går blandt andet på, at de uretmæssigt skal have tilegnet sig et meget stort beløb af forbrugernes penge i forbindelse med deponering fra boligkøbere.

- Det der er foregået i Mette Lykken Bolig er fuldstændig uacceptabelt over for forbrugerne, siger Steen Winther-Petersen, formand for Dansk Ejendomsmæglerforening.

Mette Lykken har været en af de højest profilerede danske ejendomsmæglere og er blandt andet kendt for salg af liebhaverboliger. Hun har blandt andet haft Ghita Nørby, Janni Kjær og Iben Hjejle og Casper Christensen på sin kundeliste.

Ejendomsmæglernes forening har behandlet en del af sagerne, og foreningens garantifond har udbetalt et betydeligt beløb i erstatning til berørte kunder.

Der er anmeldt krav for lidt over fire millioner kroner i mere end 200 sager. På den baggrund har Dansk Ejendomsmæglerforening vurderet, at sagen må sendes videre til politiet til efterforskning.

Steen Winther-Petersen understreger, at man ikke i foreningen vil acceptere den adfærd, som de to mæglere har udvist.

- Derfor sørger vi selvfølgelig også for, at det får konsekvenser, siger han.

Når mægleren sælger en ejendom, deponeres en del af købesummen hos mægleren. Når handlen gennemføres, modregner mægleren sit salær i de tilbageholdte midler. Derefter skal det resterende beløb udbetales til kunden.

Hvis handlen ikke gennemføres, skal mægleren betale pengene tilbage til køberen. Men det har Mette Lykken tilsyneladende ikke gjort.

- Mette Lykken Bolig har i flere år undladt at afregne kundernes tilgodehavender.

- Afregning er tilsyneladende kun sket i de tilfælde, hvor kunderne selv har rykket for betaling - men i mange tilfælde har kunder ikke været opmærksomme på, at de havde et krav, siger Steen Winther-Petersen.

Ifølge ejendomsmæglerformanden er snyderiet foregået systematisk og igennem flere år.

De to mæglere blev ekskluderet fra mæglernes forening i december 2011. Mette Lykken Bolig kom under konkursbehandling den 19. december. Virksomheden drives nu af nye ejere med Mette Lykken ansat som ejendomsmægler.

/ritzau/

En af Danmarks mest kendte ejendomsmæglere, Mette Lykken, bliver nu politianmeldt for at snyde kunderne.

Offentliggjort Sidst opdateret