Khader må sige farvel

Skønt Naser Khader har kaldt sig "fanatisk demokrat", slutter hans folketingskarriere som konservativ kandidat ved valget efter en fortid hos Ny Alliance og mange år hos Det Radikale Venstre.

Den store konservative tilbagegang betyder, at partiet mister to af sine tre mandater i Københavns omegns Storkreds. Det tilbageværende mandat giver formentlig genvalg til socialminister Benedikte Kiær, mens Naser Khader sammen med Charlotte Dyremose må sige farvel.

Khader har kæmpet med store personlige omkostninger. Han har i mange år haft livvagter fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), fordi han har provokeret militante islamister.

Khader blev født i Syriens hovedstad, Damaskus, som søn af en syrisk mor og palæstinensisk far. Som 12-årig kom han til Danmark og blev hurtigt integreret i samfundet. I 1983 blev han matematisk student og 10 år senere cand.polit. fra Københavns Universitet.

I 1984 blev han medlem af Det Radikale Venstre. Han kom først i Københavns Borgerrepræsentation og blev i 2001 Folketingets første indvandrer. Efter en snes år hos De Radikale stiftede han i maj 2007 Ny Alliance med partifællen Anders Samuelsen og den konservative Gitte Seeberg.

Året før under Muhammed-krisen dannede Naser Khader og ligesindede foreningen Demokratiske Muslimer. Han forsvarede vestlige frihedsværdier og kritiserede kraftigt islamisters forsøg på at bestemme indholdet i Jyllands-Posten og andre danske aviser.

Hans indsats affødte uenighed med partileder Marianne Jelved og næstformanden Margrethe Vestager. Striden brød ud i lys lue, da Elsebeth Gerner Nielsen iklædte sig et muslimsk tørklæde. Naser Khader anklagede hende for at gå "islamisternes ærinde".

Selv om Ny Alliance i 2007 fik fem mandater i Folketinget, var det begyndelsen til enden. Kun Anders Samuelsen er tilbage efter farvel til Gitte Seeberg og Malou Aamund samt afsked med Jørgen Poulsen.

Naser Khader gik til De Konservative. Han blev udenrigsordfører, stod sidste år bag det kontroversielle forslag om et burkaforbud og har været aktiv under det arabiske forår med en hemmelig tur til Syrien.

/ritzau/

Naser Khader forlader Christiansborg efter en omtumlet politisk karriere fra De Radikale over Liberal Alliance til Konservative

Offentliggjort Sidst opdateret