Kreditværdigheden i danske firmaer vokser
Dansk erhvervsliv strutter af sundhed - i hvert fald hvis man kigger på virksomhedernes kreditværdighed, der ligger på det højeste niveau i flere år, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
- Kreditværdigheden er markant forbedret. Især i sidste halvdel af 2013 begyndte det for alvor at gå den rigtige vej, og det er fortsat i år, siger specialist i kreditvurdering hos Bisnode Credit, Martin Stabell, til Jyllands-Posten.
Kreditvurderingsbureauet gennemfører hver måned vurderinger af danske virksomheder. Deres tal viser, at andelen af firmaer med enten en såkaldt AAA eller en AA-rating - som er henholdsvis den højeste og høj kreditværdighed - er steget støt den seneste tid.
37,7 procent af firmaerne ligger nu i en af de to bedste vurderingskategorier. For fire år siden var andelen til sammenligning cirka 28 procent. Samtidig er andelen af virksomheder med de dårlige vurderinger B og C faldende.
Martin Stabell forklarer den positive udvikling med, at virksomhederne de seneste år har haft øget fokus på omkostninger. Samtidig er tusindvis af virksomheder lukket eller gået konkurs i forbindelse med finanskrisen.
- De har smidt en stor del af fedtet, og mange har gennemført en turnaround, så de er gået fra røde til sorte tal på bundlinjen, siger han til Jyllands-Posten.
- Der har været et udskilningsløb, og de urentable selskaber er lukket, så vi har en sundere portefølje af virksomheder.
Ud over stigningen i positive kreditvurderinger har erhvervslivet også oplevet et fald i konkurser. Det er med til at tegne et billede af, at branchen oplever en betydelig fremgang i forhold til de svære år under krisen.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde