Alle sejl bliver sat til, når det nye Koldkrigsmuseum Stevnsfort indvies officielt ved en ceremoni tirsdag 23. september. Efter mere end et års benarbejde er det lykkedes Østsjællands Museum og den frivillige støttegruppe bag museet at få et tilsagn fra hoffet om, at kronprins Frederik kommer og foretager den officielle åbning, skriver DAGBLADET Køge.
Ud over tronarvingen deltager også kulturminister Brian Mikkelsen (K), der holder åbningstalen, samt højtstående personer fra alle forsvarets tre værn.
Også forsvarsminister Søren Gade (V) er inviteret, men har endnu ikke bekræftet sin deltagelse. Desuden er museets store gruppe af frivillige særskilt inviteret.
Alle gæster vil naturligvis få en rundvisning både på fortets landanlæg samt i det underjordiske fæstningsværk, der ligger i den rå kalkklippe18 meter under overfladen bag Stevns Klint. Festdagen vil i øvrigt byde på festtaler, rundvisning af samarbejdspartnere og bidragydere samt festligholdelse af den officielle åbningsdag.
Meddelelsen om, at kronprinsen har sagt ja til at indvie koldkrigsmuseet, glæder borgmester Poul Arne Nielsen (V):
- Det er særdeles glædeligt, at hoffet var valgt at tilgodese Koldkrigsmuseum Stevnsfort med kronprinsens tilstedeværelse. Men det er også helt naturligt, for museet har virkelig noget at vise frem, siger borgmesteren, der udtrykker sin store anerkendelse af koldkrigsmuseets flotte besøgstal siden åbningsdagen 1. juli.
Det er mange år siden, at Stevns sidst har haft officielt kongeligt besøg, og fra gammel tid går sagnet, at det kan være farligt for de kongelige at ride ind i Klintekongens Rige.
- Men kronprinsen har intet at frygte. Vi skal nok passe godt på ham, siger Poul Arne Nielsen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned