Kunder med fibernet henter flere data ned

Hvis du har internet via fiberkabler, der giver superhurtige forbindelser, vil du i gennemsnit hente tre gange flere data ned end netkunder med forbindelse via det almindelige kobbernet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Samtidig vil du hente 30 gange så mange data som kunder, der benytter det mobile net.

Det konstaterer netudbyderen Waoo, der udbyder netforbindelser via de kraftige fiberkabler.

- Hvis man får en virkelig god internetforbindelse, så begynder man at bruge nettet meget mere, siger Anders Christjansen, administrerende direktør i Waoo.

Han mener, at selskabets kunder trækker Danmark mere i retning af at være et it-samfund, fordi de er online på en mere intensiv måde end andre.

Tallene fra selskabet bygger på data fra 71.000 husstande hos Waoo.

En kunde på fibernet forbruger cirka 60 gigabyte data pr. måned som download. Bredbåndskunder på adsl henter cirka 21 gigabyte, mens kunder med mobilt internet når op på godt to gigabyte.

- Tallene dokumenterer, at der er to markeder for internetforbindelser i Danmark, siger Anders Christjansen.

- Et for mobile internetforbindelser, hvor trafikken endnu ikke er særlig høj. Og et for faste internetforbindelser, hvor der også er meget stor forskel på forbruget, alt afhængig af om man har fiberinternet eller kobberinternet, siger Anders Christjansen.

/ritzau/