Lærerkonflikt kan brede sig til de statsansatte
Når lærernes formand og chefforhandler, Anders Bondo Christensen, mandag igen i Forligsinstitutionen tørner sammen med arbejdsgiverne - denne gang for de statsansatte lærere - er det svært at finde optimister i forhold til en mindelig løsning.
Det skriver Politiken.
Derimod lyder prognosen, at man også for de op imod 17.000 statslige lærere, der arbejder på fri- og efterskoler og professionsskoler, stiler direkte mod en uløselig konflikt, der vil ende i en lockout efter påske.
Nøjagtig som det sker for de kommunalt ansatte folkeskolelærere, medmindre der mod forventning alligevel kommer nye forhandlinger og et resultat i påskeferien.
- Det ser ikke nemt ud, siger formanden for Frie Skolers Lærerforening, Uffe Rostrup, til Politiken og forudser en lockout.
I Finansministeriet, der er arbejdsgiver for de statsansatte, er vurderingen ifølge Politikens oplysninger også, at det ser svært ud med en aftale, så længe modparten ved forhandlingsbordet er Bondo.
Og så længe stridens omdrejningspunkt er det samme som for de kommunale lærere - nemlig om lærernes arbejdstid skal være overenskomstbestemt, eller om det skal være op til den enkelte skoleleder at tilrettelægge arbejdstiden.
Også arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet føler sig sikker på, at det kun kan ende galt.
- Det ender ikke i et forlig, for Bondo kan jo ikke tillade sig at have en forhandlingsstrategi for de statsansatte, der er anderledes end for folkeskolen. Så han giver ikke køb på en central arbejdstidsaftale, siger Flemming Ibsen til Politiken.
Over hele linjen hersker der ifølge avisen også stor usikkerhed om, hvad lærernes situation kommer til at betyde for andre faggrupper, hvor der i givet fald kan blive tale om sympatistrejker.
De statsligt ansatte lærere er en del af Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), der varetager samarbejdet mellem de faglige organisationer på de statsansattes område.
Det drejer sig blandt andet om HK Stats medlemmer, Politiforbundet og Akademikernes Centralorganisation.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker