Landbruget forudser 2000 nye job i svinebranchen
Der er glæde at finde hos landbrugets brancheorganisation Landbrug og Fødevarer, og det skyldes hverken vejrudsigten eller høje kornpriser. Grunden til glæden skal findes i udsigten til 2000 nye job inden for svinesektoren.
Baggrunden er en samlet pakke, der blandt andet skal sætte gang i investeringerne i miljørigtige svinestalde. Til det formål har fødevareminister Mette Gjerskov (S) øremærket 150 millioner kroner.
- Stor ros til fødevareministeren for det målrettede initiativ, der kan være med til at få sat gang i investeringerne ude hos landmændene, så vi kan sikre råvaregrundlaget til vores slagterier, siger Martin Merrild, der er formand i Landbrug og Fødevarer i en pressemeddelelse.
Siden 2010 er antallet af svin, der ender deres dage på et dansk slagteri, ifølge Fødevareministeriet faldet med 11 procent. Og antallet er det laveste siden 1992.
Martin Merrild forventer, at støttekronerne vil føre til investeringer på mellem én og halvanden milliard kroner. De nye stalde vil give plads til flere svin, og det vil skabe job på slagterierne.
Forventningen hos Landbrug og Fødevarer er i omegnen af 2000 job, og det er sød musik i ørerne hos medlemmerne af slagteriarbejdernes fagforening Fødevareforbundet NNF.
- Vi har fundet en god løsning, som vi tror på, og som peger fremad. Det er utrolig positivt, at alle, der har aktiver i fødevareproduktionen, kan stå sammen og sikre fremtiden, siger Ole Wehlast, der er formand i NNF.
Derudover kan byggesektoren også godt begynde at glæde sig, da der her er udsigt til 1500 midlertidige job, mens de nye stalde bliver bygget, og de eksisterende renoveret.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker