Lars Barfoed: Valg-øretæve er min skyld

Den genvalgte konservative partiformand Lars Barfoed påtager sig ansvaret for, at partiet kun fik otte mandater ved valget.

Det siger han i sin tale til 850 delegerede ved partiets landsråd i Herning.

- Det er mit ansvar som partiformand, at det gik så dårligt. Og det er også mit ansvar at føre Det Konservative Folkeparti til fremgang igen, forsikrer Lars Barfoed.

Det rakte ikke med indsatsen fra 13.000 medlemmer, som satte 100.000 valgplakater op, bankede på 150.000 døre og uddelte over en million tryksager.

- Vi står i en vanskelig situation. Folketingsgruppen har sagt farvel til en række meget kompetente kolleger, siger Lars Barfoed om blandt andre Helge Adam Møller, Helle Sjelle, Rasmus Jarlov, Charlotte Dyremose, Naser Khader og Vivi Kier.

- Vi fik en øretæve, siger han, og skitserer flere årsager til fiaskoen.

Det slider at sidde i regering. De Konservative har betalt for at være mindste regeringsparti. Mange vælgere gik til Liberal Alliance. Samarbejdet med De Radikale kostede. Uheldige personsager har spærret for at beskrive Konservative resultater.

Og endelig har De Konservative haft tre formænd på fire år - Bendt Bendtsen blev afløst af Lene Espersen, som i vinter trak sig til fordel for Lars Barfoed, påpeger han.

I 1975 tangerede de Konservative nutidens dårlige mandattal, men vandt i 1984 hele 42 mandater under Poul Schlüter.

- Det er det samme møjsommelige og grundige arbejde, der er brug for nu. Der er ingen anden vej. Men jeg er sikker på, at Det Konservative Folkeparti kommer tilbage, siger Lars Barfoed.

Han opfordrer Helle Thorning-Schmidt til at udskrive folkeafstemning om danske EU-forbehold om forsvar og retslige anliggender - men ikke euroen - i efteråret 2012.

/ritzau/

Det uventet store Konservative valgnederlag er Lars Barfoeds ansvar men han vil få partiet på sporet igen

Offentliggjort Sidst opdateret