Lav rente sparer boligejerne for 1,4 milliarder kroner

Boligejerne nyder godt af den rekordlave rente. Den gennemsnitlige effektive rente inklusiv bidrag på realkreditlånene var 2,83 procent i årets andet kvartal.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det viser Nationalbankens rentestatistik for juni.

Dermed er boligejernes kvartalsvise renteudgifter faldet med 1,4 milliarder kroner i forhold til samme periode sidste år. Det svarer til et fald på 12,3 procent.

Vicedirektør i Realkreditrådet Jan Knøsgaard siger, at rentefaldet har haft stor betydning for boligejernes økonomi.

- Siden finanskrisen har renten været faldende og er i dag historisk lav. Det betyder store rentebesparelser til landets 1,6 millioner boligejere. I andet kvartal i år betalte boligejere 6.200 kroner i rente før skat.

- I samme kvartal 2008 betalte boligejerne 10.800 kroner i renter før skat, hvilket svarer til en besparelse på ca. 4.600 kroner i kvartalet, siger Jan Knøsgaard i en skriftlig kommentar.

Mange boligejere er siden finanskrisen søgt over i et rentetilpasningslån. Samtidig har boligejere, der foretrækker en fast rente haft mulighed for at nedkonvertere.

- Rentebesparelsen er med til at styrke boligejernes økonomi. Boligejerne har øget deres opsparing i bankerne med op mod en fjerdedel i tiden efter finanskrisen.

- Samtidig har de lave renteudgifter været med til at holde hånden under det private forbrug. Det har været med til at stabilisere dansk økonomi i en periode, hvor væksten har været under pres, understreger Jan Knøsgaard.

Chefanalytiker i BRF Kredit Mikkel Høegh peger på, at de lave renter er en af forklaringerne på, at boligmarkedet er på vej op i gear, ikke mindst på ejerlejligheder.

- De lave renter gør nemlig, at flere kan overskue at få plads til eksempelvis et forældrekøb i budgettet, siger han.

Fremadrettet vil der blive svagt stigende renter, men i et afmålt tempo fordi væksten i Europa lader vente på sig.

- Det er som om, at hver gang renterne stiger lidt, så gisper økonomien efter vejret, hvorfor renterne falder tilbage igen, påpeger Mikkel Høegh.

/ritzau/