Ledige bliver sendt i ring på de samme jobkurser
Det kan være fyldt med gentagelser at være arbejdssøgende i Danmark.
En ny undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for Ugebrevet A4, afslører, at adskillige danske ledige bliver sendt i rotation på de samme jobsøgningskurser.
- De kunne lige så godt sende mig ud og grave et hul og dække det til igen, fortæller arbejdssøgende Svend Mikkelsen fra Gramrode i Østjylland til A4.
Så sent som i marts lærte han at skrive et cv for fjerde gang. Og det er på trods af, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) sidste efterår ændrede loven, så jobcentret kun kan tvinge ledige på det samme jobsøgningskursus én gang.
Men selv om loven har eksisteret i snart 10 måneder, så viser A4's undersøgelse, at hver ottende ledig har deltaget i et kursus med samme indhold som et tidligere kursus.
En ledig, der ønsker at være anonym, fortæller, at han i oktober for femte gang var på kursus for at lære at skrive et cv.
- De kalder det jo bare forskellige ting. Så kalder de det 'Intensiv i job' og 'Aktiv jobsøgning'. Men hovedindholdet er jo nøjagtigt det samme, og intet er ændret fra det ene kursus til det andet, siger han til Ugebrevet A4.
- Det er hovedløst og giver ikke noget.
Arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen giver dårlig ledelse på jobcentrene skylden for, at mange ledige bliver sendt i cirkulation på jobsøgningskurserne.
- Jeg mener, at det signalerer dårlig ledelse for ikke at sige inkompetence, når man kører gentagne forløb. Det er misbrug af offentlige midler, og det er faktisk også et lovbrud, fastslår han over for A4.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde