Lejligheder og huse bliver lidt dyrere
Var man hussælger i december, kom der lidt mere ind på salget i forhold til november. Prisen på enfamiliehuse steg med 0,2 procent fra november til december sidste år, viser tal fra Danmarks Statistik.
For ejerlejligheder var stigningen lidt højere. Her steg prisen på landsplan med 0,5 procent, viser tallene.
I snit kostede et hus i julemåneden 1,82 millioner kroner, mens en lejlighed var lidt dyrere og i gennemsnit gik for en salgspris på 1,806 millioner kroner.
Sidste år steg huspriserne med 2,1 procent, mens lejlighedspriserne steg med 7,1 procent. Prisstigningerne lå i første halvår af 2013. I andet halvår 2013 har prisudviklingen for huse været mere ujævn:
- Vi ligger omtrent på samme prisniveau som ved halvårets start. En af årsagerne til det er, at dele af landet stadig oplever faldende huspriser, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
Men selv om priserne går i den rigtige retning for sælgerne, er vejen til toppen i 2007 stadig lang.
- Fortsætter den nuværende stigningstakt for huspriserne, vil det i hvert fald tage ganske lang tid, før vi igen er tilbage på de priser, huse blev handlet til, da priserne toppede i sommeren 2007, påpeger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea.
Ifølge Nordea handles huse 17,9 procent under pristoppen i 2007 - en bolig, der kostede en million kroner i 2007, koster i dag 821.400 kroner. Fortsætter den nuværende prisstigningstakt, vil det tage 10 år, før huset igen kan sælges for en million kroner.
- Men i reale priser vil det tage 25 år, før husene igen handles til 2007-værdi. Tager man højde for inflationen, ligger boligpriserne i dag 28 procent under toppen i 2007, siger boligøkonomen.
Lise Nytoft Bergmann vil dog ikke "male fanden på væggen" over de lange fremtidsudsigter til en tilbagevenden til tidligere tiders boligprisniveauer:
- Det er værd at huske på, at der i 2007 var tale om en boble, og at bobler i sig selv ikke er at eftertragte. Det er også værd at huske på, at det kun er de færreste boligejere, der rent faktisk købte bolig på toppen, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker