Løkke: Vestager skal ikke i blå regering

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lægger dagen før valget op til et tæt samarbejde med De Radikale. Men det skal ikke opfattes som en invitation til Vestager og co. om at komme med i en ny borgerlig regering, fastslår han.

- Det korte svar er nej. Jeg går til valg på en VK-regering, siger Lars Løkke.

- Men historisk har vi jo haft VKR-regeringer, og det har da ikke været de dårligste regeringer, der har været i danmarkshistorien, lyder det fra statsministeren.

Venstres bejlen til De Radikale skal dog ikke tolkes som andet end en invitation til et bredt politisk samarbejde efter valget, der kan sikre, at forårets reformalliance består, understreger Lars Løkke.

- Det er vigtigt at huske, at Det Radikale Venstre i foråret meldte sig omkring mødebordet sammen med Dansk Folkeparti og traf vigtige beslutninger, mens Socialdemokraterne valgte at sætte sig på hænderne, påpeger Løkke.

Han henviser dermed til aftalen om en tilbagetrækningsreform, som regeringen, DF og R blev enige om i maj.

- Jeg kan se mange områder, hvor vi kan samarbejde, og det får vi brug for. Derfor håber jeg, at Det Radikale Venstre vil fortsætte arbejdet i reformalliancen, når jeg er genvalgt, siger statsministeren.

Han undrer sig dog over, at Margrethe Vestager i det hele taget har valgt at pege på Helle Thorning-Schmidt som statsminister, da de to partier ifølge Løkke er dybt uenige på en række afgørende punkter.

- Vestager har jo lagt sit lod i Helle Thornings vægtskål af grunde, jeg ikke helt forstår.

- For når man ser på den økonomiske politik og behovet for reformpolitik, er det altså nemmere at finde lighedspunkter mellem mig og Vestager - end at finde dem mellem Margrethe Vestager og Helle Thorning, forklarer Lars Løkke.

- Men det er så hendes valg, konstaterer han.

/ritzau/

Lars Løkke afviser, at hans invitation til De Radikale også gælder deltagelse i en ny borgerlig regering.

Offentliggjort Sidst opdateret