Mænd er ikke gode til at gå på barsel

Forældre kan ellers frit fordele 32 ud af 48 barselsuger mellem sig efter uge 14. Men muligheden bliver ikke brugt.

Mændenes andel af barselsorloven udgjorde kun godt 12 procent i 2010, viser tal fra Danmarks Statistik.

Bente Sorgenfrey, formand for FTF, mener, at fædrenes andel af orloven er alarmerende lille.

FTF repræsenterer 450.000 ansatte - heriblandt op mod 300.000 offentligt ansatte, hvor 70 procent er kvinder.

- Mændene tager stadig alt for lidt barsel. Og det ændrer sig tilsyneladende kun uhyre langsomt af sig selv, siger Bente Sorgenfrey i en kommentar til tallene.

Og mændene kan ikke dække sig ind under, at det er økonomien, der spiller ind. Selv ikke fuld løn under barslen får mænd til at handle meget anderledes end flertallet.

I finanssektoren har fædre ret til 16 ugers barselsorlov på fuld løn - oven i kvindernes orlov. Men i den branche holdt fædre til børn født i 2008 i gennemsnit orlov i 5,7 uger.

- Vi kan ikke vente på, at mændene ændrer adfærd i deres eget tempo. Det vil gå for hårdt ud over ligestillingen.

- Det er simpelthen nødvendigt at øremærke af del af barselsorloven til mænd - men med fuld løn i perioden, siger Bente Sorgenfrey.

FTF-formanden ved, at en øremærkning af barselsorloven vil give familierne mindre valgfrihed. Alligevel mener hun, at det er den eneste måde at få sat skub i en bredere ligestilling.

- Kvinders karrieremuligheder påvirkes i dag negativt af det langvarige fravær, som barselsorloven udgør.

- På længere sigt vil en mere jævnt fordelt barsel højst sandsynligt kunne bidrage til et mindre kønsopdelt arbejdsmarked, siger Bente Sorgenfrey.

Siden 2003 har danske fædre øget deres barselsorlov 13 dage. Det betyder, at den samlede orlov for mænd i snit løber op på 38 dage efter fødslen.

I samme periode er mødrenes orlov faldet med syv dage til 292.

/ritzau/

Danske fædre står ikke i kø for at tage barsel og gå hjemme og putte om familiens yngste.

Offentliggjort Sidst opdateret