Skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller, der døde den 16. april i en alder af 98 år, skal begraves klokken 15.
Det oplyser pressechef i A.P. Møller-Mærsk Louise Münter. Hun fortæller samtidig, at det - trods Mærsks meget fremtrædende rolle i det danske samfund - vil være en privat begravelse.
- Både bisættelse og begravelse vil finde sted under private former. Familien beder om forståelse for det, siger Louise Münter til Ritzau.
Hun kan ikke oplyse, hvilken præst der skal stå for bisættelsen, og heller ikke hvem der deltager i bisættelsen.
Samtidig kan hun hverken be- eller afkræfte, om Mærsks gode ven, dronning Margrethe, deltager i bisættelsen i Holmens kirke.
Men lidt royalt islæt får bisættelsen under alle omstændigheder, idet brylluppet mellem dronning Margrethe og prins Henrik også fandt sted i Holmens kirke.
Hos A.P. Møller-Mærsk oplyser Louise Münter, at der er mulighed for at vise en sidste respekt for den afdøde skibsreder, selv om man ikke er inviteret til at sidde med på kirkebænkene, når bisættelsen finder sted.
- Hvis man ønsker at give blomster, så bedes de sendes til Holmens Kirke på dagen, siger Louise Münter.
Der er allerede blevet sendt adskillige blomster til Mærsks hovedkontor på Esplanaden i København, siden Mærsk Mc-Kinney Møller døde på dronning Margrethes 72-års fødselsdag mandag den 16. april.
Efter bisættelsen i Holmens Kirke bliver Mærsk Mc-Kinney Møller begravet på Hellerup kirkegård på familiens gravsted, hvor både hans forældre, to søskende og hans elskede hustru, Emma Mc-Kinney Møller, som døde i 2005, ligger begravet.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde