Mærsk-direktør: 2012 er startet vanskeligt

Dermed er krisens kradsen i 2009 med et underskud efter skat på 5,4 milliarder kroner for alvor sejlet agterud.

- Vi leverer at acceptabelt resultat for 2011, siger koncernens finansdirektør Trond Westlie til Ritzau Finans.

Men selv om man nu sejler videre med tidligere tiders milliardoverskud, siger Trond Westlie, at starten på 2012 har været vanskelig.

- Vi tror, at 2012 bliver et udfordrende år. Verdenssituationen er usikker, og selv om vi har et godt udgangspunkt flere steder, ser vi et lavere resultat i '12 end i '11, siger finansdirektøren.

Det er især containerforretningen, der koster på bundlinjen. Og den del af forretningen har længe været en ligtorn for koncernen, da der er stor konkurrence om kunderne, og det trykker priserne på at sejle fragt på verdenshavene.

I 2010 tjente koncernen 14,8 milliarder kroner efter skat på containerdelen i koncernen. Sidste år blev det et underskud på 2,9 milliarder.

Men det har sin årsag. I stedet for at presse mindre rederier væk fra ruterne mellem Asien og Europa, har man forhøjet raterne og satser blandt andet på service til kunderne i stedet.

- Vores fokus sidste år har været at øge effektiviteten, servicen og markedsandelen på nogle ruter. Det har vi gjort nu. Og vi er tilfredse med den markedsandel vi har i dag, siger finansdirektøren.

Samlet vandt Maersk Line markedsandele sidste år. Containerselskabets transporterede mængder steg 11 procent i 2011. Til sammenligning voksede markedet med blot syv procent.

Aktionærerne kan se frem til at få 1000 kroner i udbytte per Mærsk-aktie. Men aktierne faldt alligevel mandag morgen med små to procent på børsen i København.

/ritzau/

Efter et historisk overskud i 2010 er A.P. Møller-Mærsk på vej mod almindelige tiders overskud. Koncernen kom ud af 2011 med et overskud før skat på over 50 milliarder kroner og efter skat 18 milliarder.

Offentliggjort Sidst opdateret