Mærsk Mc-Kinney Møller er død

Hans død kommer kun få dage efter, at den gamle skibsreder havde sin sidste offentlig optræden på generalforsamlingen i hans livsværk A.P. Møller-Mærsk.

Klokken 11.22 tikkede meddelelsen om Mærsk Mc-Kinneys død ind fra Mærsk-familien

- Det er med sorg, vi må meddele, at skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller er død den 16. april 2012. På vegne af den samlede familie vil jeg udtrykke vor dybe sorg over tabet af vores far, morfar og oldefar, Mærsk Mc-Kinney Møller, skriver hans datter Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.

- Vi søstre har mistet en far, som aldrig svigtede hverken sin familie eller sin gerning. Vi er taknemmelige over, at vores far blev beriget med et langt indholdsrigt liv. Med sit aldrig svigtende ønske om at gøre gavn satte han med mange og store initiativer et væsentligt præg på sin samtid, skriver datteren videre.

Så sent som i torsdags deltog Mærsk Mc-Kinney Møller vanen tro i A.P. Møller-Mærsks årlige generalforsamling, hvor han ankom badet i blitzlys og bedste Hollywood-stil med livvagter og skridtede op ad en lyseblå løber.

Her svarede han traditionen tro på spørgsmål fra det talstærke korps af journalister og pressefotografer, der lige som en række privatpersoner, var mødt frem vel vidende, at det kunne være sidste gang chancen bød sig.

Aktionærer og presse blev dog vidne til en tydeligt svækket skibsreder, der udtrykte glæde over, at familiemedlemmer var på vej op i den danske olie- og rederigigant.

Den ene af datteren Ane Mærsk Mc-Kinney Ugglas to sønner, Robert Uggla, blev for nylig udpeget som administrerende direktør for det APM-ejede rederi Svitzer.

Den anden Johan Pedersson Uggla blev for godt et år siden øverste chef for APM Terminals Cargo Services i Aarhus.

Med Mærsk Mc-Kinney Møllers død har Danmark mistet en af sine mest betydningsfulde erhvervsledere nogensinde.

Det er efterhånden mange år siden, at Mærsk Mc-Kinney Møller selv trak sig fra den daglige ledelse i koncernen. Da han fyldte 80 år i 1993 overlod han den daglige styring til skibsreder Jess Søderberg.

Først ti år senere slap han tøjlerne helt, da han overlod formandsposten i A.P. Møller-Mærsk til Michael Pram Rasmussen.

Trods tiltagende svagelighed kom Mærsk Mc-Kinney Møller imidlertid jævnligt på olie- og rederigigantens hovedkontor på Esplanaden, hvor han havde sit kontor på sjette sal. Han havde fortsat sine gøremål, og lidt forretninger at passe.

I julen 2005 mistede Mærsk Mc-Kinney Møller sin hustru og trofaste støtte gennem de mange travle år, Emma.

Den stærkt royale Mærsk Mc-Kinney Møller døde symbolsk på dronningens fødselsdag.

Ved sin død var Mærsk Mc-Kinney Møller formand for A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond, der har aktiemajoriteten i A.P. Møller-Mærsk.

/ritzau/

Dansk erhvervslivs største personlighed gennem flere generationer, skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller, døde mandag 98 år gammel.

Offentliggjort Sidst opdateret