Mærsk søsætter milliardprojekt i Nordsøen
A.P. Møller - Mærsk og partnerne i Dansk Undergrunds Consortium (DUC) er nu klar med den største investering i Nordsøen i årevis.
DUC sætter 800 millioner dollar - cirka 4,6 milliarder kroner - af til en ny platform i Nordsøen, der skal bidrage med masser af ekstra olie og gas over de næste mange år, lyder det fra Mærsk Olie og Gas i en pressemeddelelse.
Det nye projekt er en udvidelse af Tyra-feltet, som er det største af de danske gasfelter i Nordsøen, og DUC forventer, at der bliver hevet, hvad der svarer til 50 millioner tønder olie og gas op over de næste 30 år.
Investeringen er ifølge Mærsk den største for DUC siden 2007.
- Sådan en investering er nødvendig for at sikre dansk olie- og gasproduktion. Den nye platform vil tilføje betydelige ekstra mængder til vores produktion, skriver Mark Wallace, landechef for de danske operationer i Mærsk Olie og Gas, i pressemeddelelsen.
De 4,6 milliarder kroner går til en ubemandet platform, rørledninger og boringer af 8-12 horisontale brønde, som hver bliver omkring seks kilometer lange. Platformen vil producere både olie og gas, lyder det.
- Nordsøen indeholder stadig betydelige mængder af olie- og gasressourcer. Men den resterende olie og gas bliver gradvist sværere at udvinde og kræver ny teknologi og fortsat store investeringer, lyder det fra Mark Wallace.
Mærsk Olie og Gas har underskrevet en kontrakt med Bladt Industries - dansk leverandør af stålkonstruktioner - som skal stå for at bygge den nye platform. DUC forventer, at den første olie bliver pumpet op fra undergrunden i begyndelsen af 2015.
Dansk Undergrunds Consortium er et partnerskab mellem A.P. Møller - Mærsk, Shell, Nordsøfonden og Chevron. A.P. Møller - Mærsk fungerer som operatør.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker