Mange boligejere opgiver at sælge huset

Hvis man spørger Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea, vil der gå et godt stykke tid, før der kommer rigtig gang i boligmarkedet igen.

- Boligejerne opgiver simpelthen at sælge deres boliger, fordi de får en erkendelse af, at de ikke kan få den ønskede pris for deres bolig, siger Lise Nytoft Bergmann.

Set i et historisk perspektiv bliver der hvert år solgt omkring 30 procent færre boliger i dag, end det i gennemsnit har været tilfældet de sidste 20 år.

Dog viser Realkreditrådets tal også, at det går hurtigere med at få solgt sit hus. I februar tog det i gennemsnit 285 dage at sælge et parcel- eller rækkehus. Det er ni dage hurtigere end i januar, hvor tallet lå på 296 dage.

Men det lille tegn på fremgang giver Lise Nytoft Bergmann ikke meget for. Hun forklarer udviklingen med sæsonudsving.

- Hver gang vi går fra januar til februar, dykker tallene lidt. Der sker simpelthen bare mere på boligmarkedet i februar end i januar, siger Lise Nytoft Bergmann.

Hun vurderer, at der kommer til at gå "et godt stykke tid", før der kommer rigtig gang i boligmarkedet igen.

- Førstegangskøberne tøver, fordi de venter og ser, om de ikke kan gøre en bedre handel. Samtidig er mange andengangskøbere teknisk insolvente, fordi de har gæld i boligen, så de har svært ved at låne penge til en ny bolig, siger Lise Nytoft Bergmann og fortsætter:

- Samlet set betyder det, at boligmarkedet er meget låst - og nok vil være det et godt stykke tid endnu.

/ritzau/

Foto: Morten Dueholm /Scanpix

Boligmarkedet er gået i stå. Der er 8800 færre boliger til salg end sidste sommer, viser tal fra Realkreditrådets boligudbudsstatistik.

Offentliggjort Sidst opdateret