Danmarks kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) indleder fredag forhandlingerne om en ny regering med SF og De Radikale.
Men den kommende S-SF-R-regering tager afsæt i en noget anden magtbalance, end der på forhånd var lagt op til.
Efter et kanonvalg har De Radikale og Margrethe Vestager nemlig overhalet Villy Søvndal og SF, og bliver med 17 mandater et mandat større end SF, der har tabt syv mandater og nu står tilbage med 16 mandater.
Dermed er styrkeforholdet mellem Helle Thorning-Schmidts to alliancepartnere vendt voldsomt på hovedet.
Man skal ikke meget længere end et år tilbage i tiden, før De Radikale befandt sig i en temmelig marginaliseret position faretruende nær spærregrænsen og mere eller mindre sat uden for indflydelse af S og SF.
Den situation er nu ændret. Socialdemokraterne taber et enkelt mandat og må nøjes med 44, hvilket er det dårligste resultat i over 100 år. Det ændrer imidlertid ikke ved, at Socialdemokraterne bliver regeringens storebror.
Helle Thorning-Schmidt forsøgte efter valgsejren at nedtone betydningen af det nye styrkeforhold mellem SF og De Radikale.
- Vi har to partier, som er lige store, og som gerne vil i regering. Det er et godt grundlag for et godt og sundt samarbejde, siger Helle Thorning-Schmidt
Margrethe Vestager har endnu ikke meldt ud, hvilke ministerposter partiet går efter, mens det er alment kendt, at Villy Søvndal på forhånd havde udset sig udenrigsministerposten, og en anden tung ministerpost til finansordfører Ole Sohn.
Den kabale skal måske lægges om med De Radikales genvundne storhed, der også kan blive en udfordring for regeringsgrundlaget.
De Radikale står uden for S og SF's økonomiske masterplan "Fair Løsning", mens De Radikale har indgået et omstridt efterlønsforlig med blå blok, som både S og SF er imod.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde