Matas er sat til salg for fem milliarder kroner
Så er de stribede sat til salg. En aktie i Matas-kæden kommer til at koste mellem 100 og 120 kroner.
Det fremgår af den selskabsmeddelelse, som Matas torsdag morgen har sendt til fondsbørsen i København.
Samlet regner Matas med at sælge mellem 16,3 millioner og 21,3 millioner aktier i kæden. Det giver kæden en værdi på mellem 4,1 og 4,9 milliarder kroner.
Matas-direktør Terje List påpeger, at kæden i løbet af de seneste seks år har gennemgået væsentlige forandringer sammen med de nuværende aktionærer.
- Vi vurderer, at den børsnoteringsproces, der indledes i dag, er et naturligt skridt og en væsentlig milepæl i udviklingen af vores forretning, siger han i meddelelsen.
- Vi ser frem til at møde nye investorer og præsentere dem for den høje kvalitet, vores forretning har, vores stærke økonomiske resultater samt vores fortsatte positive fremtidsudsigter, siger Terje List.
Matas er den største danske detailforhandler inden for blandt andet skønheds- og sundhedsprodukter.
Matas blev stiftet i 1949 som en sammenslutning af selvstændigt ejede butikker. Og siden har de stribede produkter fra Matas vundet indpas i langt de fleste danske hjem på badeværelset især.
Matas har i dag flere end 2400 medarbejdere. Og omsætningen for regnskabsåret 2012/13 nåede op på 3,2 milliarder kroner.
Bestyrelsesformand i Matas og partner i CVC Capital Partners Søren Vestergaard-Poulsen siger, at det er det rigtige tidspunkt for Matas til at styrke sin offentlige profil samt tilføre nye kræfter til bestyrelsen.
- Vi ser frem til fortsat at støtte forretningen fremover, siger han.
Aktierne i Matas bliver sat til salg 18. juni - og salgsprocessen forventes at løbe frem til 27. juni.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde