Megafon var tættest på valgresultatet 2007

TV2s analyseinstitut Megafon og Ritzaus Catinet - nu Voxmeter - var tættest på valgresultatet, da der var folketingsvalg i 2007. Men det er dog ingen garanti for, at de også vil være det ved dette valg.

- De store institutter er alle troværdige, og der er ikke nogen, jeg vil hænge ud. De rammer alle sammen rimelig tæt på resultatet, siger Kresten Roland Johansen, ekspert i meningsmålinger på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

En gennemgang af den sidste meningsmåling før valget i november 2007 fra de otte største analysebureauer viser, at Megafon var 1,2 procent fra det rigtige resultat - mens Politikens Vilstrup var længst fra med 3,5 procent.

- Uanset hvor dygtige man er til at indsamle svar, vil der altid være statistisk usikkerhed. Og engang imellem vil man ramme endnu mere skævt end den statistiske usikkerhed, siger Kresten Roland Johansen.

- Derudover er der også den mere menneskelige faktor: Der er nogle, som ikke kan huske, hvad de stemte ved sidste folketingsvalg, når de bliver spurgt.

- Og så er der en stor tvivlergruppe, hvor bureauerne har forskellig tilgang til, hvor hårdt man går til dem, og hvordan man behandler deres svar, siger han.

Derfor mener Kresten Roland Johansen, at man kommer tættest på det endelige valgresultat ved at regne gennemsnittet af de forskellige meningsmålinger.

- Man går aldrig fejl af at tage et gennemsnit af forskellige målinger fra forskellige institutter. Det er simpelthen bare bedre end en enkelt måling, fordi man har en meget større stikprøve og forskellighederne i målingerne bliver udjævnet, siger han.

Hans pointe forstærkes af, at et simpelt gennemsnit af de otte analysebureauers målinger viser en afvigelse på 1,4 procent fra resultatet - og Kresten Roland Johansen vurderer at man vil komme endnu tættere på ved dette valg, fordi Vilstrup i 2007 ramte rigtig skidt.

Valgforsker Søren Risbjerg Thomsen har i øvrigt sin egen model for Altinget, hvor han lægger meningsmålingerne sammen efter en særlig beregningsmodel. Han var i 2007 den, der var tættest på, med en fejlprocent på 1,1.

/ritzau/

TV2s analyseinstitut var tættest på valgresultatet i 2007. Ekspert mener dog, at alle bureauerne er gode.

Offentliggjort Sidst opdateret