Meningernes mand fylder 90

- Da jeg udgav min første bog, ønskede jeg, at den skulle udgives under pseudonym, for jeg mente, at det var vigtigere, hvad bogen indeholdt, end hvem, der havde skrevet den, fortæller lægen og forfatteren Tage Voss.

- Men det frarådede man, for folk er mere interesserede i hvem og hvad end i indhold. Og i dag er det sådan, at de mest populære bøger er dem, hvor kendte folk fortæller om deres liv, uden at de selv har skrevet en linje.

Sådan. Et halvt århundrede og mindst 36 bøger senere med essays, romaner og debat og efter flere tusind kronikker er den gamle mand stadig god for en skarp mening.

På lørdag bliver han han 90 år, og fødselsdagsåret bliver en bogfest med masser af meninger. Allerede i denne uge udkommer "Stemme i Ørkenen" med 72 udvalgte essays fra 1940 til 2008 med meninger om nedværdigende behandling af syge og gamle, miljøødelæggelse, kulturforfladigelse og meget mere.

Tage Voss er født i København som søn af en kunsthandler og en pianist. Han blev læge i 1946 og har praktiseret på Christiansø og i Sverige og været skolelæge i København og sociallæge i Birkerød.

Da han gik på pension, søgte han et billigt hus, og i 1991 blev han tilflytter i Sønder Kirkeby, hvor han bor i dag. 

Gennembruddet som forfatter kom med essaysamlingen Status på Skæret i 1954, og gennem alle årene har han været en ivrig samfundsdebattør i radio, aviser og magasiner.
- Jeg har altid benyttet enhver lejlighed til at sige noget, som jeg synes er vigtigt, siger han.

- Min næste bog, som kommer om en måned, bliver en bog om alderdom. Jeg siger, at vi må besinde os på, at vi skal dø. Den skal hedde At visne - lige glad, for det drejer sig om at dø, inden man bliver et ynkeligt skrog. - Til gengæld skal man interessere sig for de gamle og integrere dem i det sociale liv.

- Bogen bliver også til en film med samme titel, og da jeg har være læge i 60 år og olding i 20, føler jeg, at jeg er kvalificeret til at mene noget om emnet, siger Tage Voss.

Læs hele portrætinterviewet i Folketidende onsdag.




- Jeg har altid benyttet enhver lejlighed til at sige noget, som jeg synes er vigtigt, siger lægen og forfatteren Tage Voss.

Offentliggjort Sidst opdateret