Michael Jensens målshow udraderede stakkels Toreby

LF-serien, fodbold:

Toreby-Grænge - VB Lolland: 1-6 (0-2)

Mål: 0-1 (24. min.) Henrik Jørgensen, 0-2 (38. min.) Michael Jensen, 1-2 (49. min.) Kasper Løhr, 1-3 (66. min.) Michael Jensen, 1-4 (69. min.) Michael Jensen, 1-5 (80. min.) Michael Jensen, 1-6 (84. min.) Michael Jensen.

Advarsler: Lasse Nagel, Toreby, og Henrik Jørgensen, VB Lolland.

Dommer: Kim Christoffersen, Nykøbing F. - ok.

Tilskuere: 65 på Toreby Stadion.



TOREBY Hatten af for oprykkerne fra VB Lolland for et forrygende forår med 20 point i 14 kampe. Det er nok til at placere vestlollikkerne solidt midt i rækken - ti point over en potentiel nedrykningsstreg.

Lørdag eftermiddag udstillede VB Lolland ?de gule? fra Toreby, der i slutfasen gik fuldstændig op i limningen og sagtens kunne have tabt større end 6-1.

Kampens ubetingede profil var gæsternes 22-årige angriber Michael Jensen, der nettede fem gange, idet han udnyttede sin speed til gang på gang at bringe Toreby-forsvaret på glatis.

- Jeg har aldrig tidligere scoret fem mål i seniorkarrieren, sagde dagens mand på Toreby Stadion. Sidst det skete var tilbage til junior- eller ynglingetiden i Velo.

Holdpræstation

- Det er selvfølgelig herligt med fem mål, sagde Michael Jensen, men sejren i dag er først og fremmest en holdpræstation, hvilket har kendetegnet vores mandskab hele foråret.

Fem mål af den samme spiller er ikke præsteret før i denne sæson i LF-serien, og så er sandheden at den unge angriber kunne have scoret ti gange og i hvert fald burde have lavet syv-otte kasser.

Men klubbens topscorer med nu 14 fuldtræffere er nok tilgivet.

Inden Michael Jensen indledte sit private målshow, kom Henrik Jørgensen til fadet, da han bragte sit hold foran på Salko Camos tværpasning. Et lille kvarter senere var Henrik Jørgensen oplægger til Michael Jensens første mål, mens Toreby forgæves appellerede for offside.

Toreby havde ikke haft meget at byde på i første halvleg, men værterne vågnede kortvarigt til dåd i begyndelsen af anden halvleg, hvor Kasper Løhr reducerede.

Forinden havde Michael Jensen ramt ydersiden af stolpen, og midt i halvlegen begyndte Jensens solo målshow, der i løbet af knap 20 minutter medførte fire scoringer.

Selvmord

Torebys taktik med fire spillere på linjen var det rene selvmord over for den hurtige Michael Jensen, der sprintede forbi sin oppasser efter behag.

Brian Larsen, Henrik Jørgensen, Martin Petersen og til sidst målmand Mads Jørgensen var oplæggere til Michael Jensens scoringer.

- Det har været et fantastisk forår, hvor 20 point går langt over mine forventninger, sagde VB Lollands spillende træner Rene Mathiesen. Målsætningen hedder nu at tage point fra alle hold i rækken, så vi sigter på at få ram på Nakskov og Øster Ulslev i efteråret.

Toreby skal tage sig gevaldigt sammen og se at komme i bedre form til efteråret - ellers venter serie 1 forude!




Fem mål af den hurtige angriber, da VB Lolland satte et flot punktum for et stort forår med 6-1 storsejr over Toreby-Grænge.

Offentliggjort Sidst opdateret