Millionbøde i sag om byggekartel fremfor retssag
For at undgå en retssag har entreprenørvirksomheden N.H. Hansen & Søn valgt at betale en bøde på 2,2 millioner kroner i sagen om det, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kalder "Det store byggekartel".
Det oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.
N.H. Hansen & Søn er det første selskab, som Bagmandspolitiet i maj valgte at tiltale. Virksomheden har nu erkendt, at de i 14 tilfælde har medvirket til ulovlig priskoordinering ved licitationer på byggeopgaver i Københavnsområdet. Overtrædelserne er sket i perioden fra foråret 2006 til sommeren 2009.
- Vi er meget tilfredse med, at den første sag mod en virksomhed i byggekartellet er afsluttet. Sagen om byggekartellet er en af de mest omfattende kartelsager, vi har set i Danmark, siger vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Bitten Thorgaard Sørensen.
Udover bøden på 2,2 millioner kroner til virksomheden har en ledende medarbejder accepteret en personlig bøde på 25.000 kroner for sin andel i overtrædelserne. Derudover er endnu en medarbejder i firmaet stillet overfor et bødekrav.
- Karteller er meget skadelige for både skatteyderne og forbrugerne. Når virksomheder aftaler priserne indbyrdes, sætter de konkurrencen ud af kraft, og vi ved, at karteller i gennemsnit tager overpriser på 10-50 procent, siger Bitten Thorgaard Sørensen.
Konkurrencestyrelsens sag mod tømrervirksomheden var tiltænkt at lægge grundlaget de øvrige ventende sager i den store byggekartelsag.
33 virksomheder er sigtet for at have indgået hemmelige prisaftaler, så de alle var i stand til at hæve priserne på en række byggeopgaver for over 100 millioner kroner i og omkring København.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned