Mindeord over Bjarne Jørgensen, Kastagergård

Vi har modtaget:

Pludselig og uden varsel er du ikke hos os mere. Det er svært at acceptere og forstå, at vi ikke mere skal ses og opleve ting sammen. Du efterlader dig et tomrum hos alle os, der kendte dig og holdt af dig. Størst er det for Lise og børnene, for hvem du var alt. Du var deres trofaste støtte og holdepunkt i livet, den de altid kunne komme til, den der altid var der for dem.

Du værnede om de vigtige værdier i livet, nemlig familien og vennerne, og du passede dine jorde med den største omhu. Du gjorde intet halvt, men gik hundrede procent ind for sagen. Jeg husker endnu, hvordan du brugte en hel dag på at prøve at lære mig at stå på ski, hvilket må siges nok ikke at have været den nemmeste opgave, men du gjorde det, og jeg lærte det.

Du havde dine principper og holdninger til tingene både til stort og småt. Der var visse ting du ikke gik på kompromis med, og her tænker jeg på noget så banalt som ikke at lægge en voksdug på bordet, sjovt at sådanne tanker popper op, når man mindes. Du afskyede uretfærdighed, du sagde din ærlige mening om tingene, og en rask lille diskussion var heller ikke af vejen.

Så sent som i torsdag var du, morfar og jeg en tur til København, en tur jeg og morfar vil tænke tilbage på som en god sidste oplevelse sammen. En tur hvor vi spøgte og grinte og, hvor vi blandt andet snakkede om vores skitur, som skulle finde sted i denne uge. Desværre nåede vi ikke endnu en skitur sammen, men jeg er glad for at vi trods alt nåede en lille sidste tur sammen.

Bjarne du vil altid have en hel speciel plads i vores hjerter, nemlig det sted hvor man gemmer de dyrebare minder, minder man vil tænke tilbage på og mindes med glæde.

Æret være Bjarnes minde.

Kirsten og familie

Fensmark




Offentliggjort Sidst opdateret