Mindeord over Lene Boeg Jensen, Lillebrænde

Det er de færreste mennesker, som er i stand til at møde livets op- og nedture med et smil og bevare roen, engagementet og et positivt overskud i enhver situation.

Sådan var Lene Boeg Jensen, som de sidste fire år har været formand for bestyrelsen i vores selvejende institution Nørre Alslev Børnehave.

Beskeden om Lenes pludselige og alvorlige sygdom kom som et stort chok for personale og ledelse. Og det er fuldstændig ubærligt, at det ikke lykkedes at redde Lenes liv. Lene kom med sit glade smil i børnehaven hver dag og tog sig altid tid til at høre, hvordan det stod til med børn, personale og ledelse.

De seneste par år har det ikke været småting, som Lene som formand og børnehavens øverste ledelse har måttet forholde sig til i en tid med etablering af ny kommune, opsigelse af driftsoverenskomst og usikre børnetal.

Hun stod sammen med børnehavens daglige ledelse i spidsen for at få omorganiseret børnehaven, så vi kunne honorere de nye krav om at optage børn på toethalvt år - også selvom det betød en uønsket nedlæggelse af børnehavens skovgruppe. Det kræver is i maven og samtidig en utrolig omsorg at gennemføre store ændringer, så de falder på plads til de flestes tilfredshed.

Lene kunne begge dele og hendes omsorg og forståelse for andre mennesker gav hende også blik for detaljen, for hvor der skulle et ekstra skulderklap eller opbakning til. Lene kendte børnehaven som ingen anden, for hun gik selv i børnehaven dengang den netop var åbnet, og siden har hendes to store dejlige drenge gået på samme stue som lillebror Magnus går på i dag. Og som det givende menneske, Lene var, sagde det sig selv, at hun altid har engageret sig i arbejdet i børnehaven og flere år før hun blev formand var aktiv som bestyrelsesmedlem.

Det utrolige er, at Lene jo langt fra nøjedes med at være en aktiv kraft i Nørre Alslev børnehave. Hun var engageret i sit arbejde som lærer og bibliotekar, i teater, i gymnastik og frem for alt i sin familie og i at være en kærlig og nærværende mor for sine tre drenge.

Hun engagerede sig i livet som ingen anden. Selv når hun blev mødt af sygdom, holdt hun fast i sin positive livsindstilling og kæmpede sig igennem. En livsindstilling som rigtigt mange mennesker har nydt godt af, fordi Lene gav så meget. Hun gjorde en forskel for andre mennesker.

Det er umuligt at finde ord for, at livet kan være så uretfærdigt og ondt, at et unikt menneske som Lene ikke fik lov til at blive mere end 40 år. Vores tanker går mest af alt til Torben og til Lenes drenge, som skal leve videre uden lyset fra Lene.

I børnehaven møder vi hver dag ting, som minder os om Lene og som minder os om, hvor vigtigt det er at føre de værdier og store menneskelige kvaliteter, som Lene stod for videre i børnehaven. Sporet af Lene vil altid være til stede i børnehaven og i vores hjerter.

Æret være Lenes minde!
Ann Stundsig og Anne Mette Billekop
På vegne af personalet og bestyrelsen for Nørre Alslev Børnehave




Vi har modtaget:

Offentliggjort Sidst opdateret