Mindeord over Lene Boeg Jensen, Stubbekøbing

Lene - hvis der var nogen, der værdsatte livet, så var det dig, men alligevel skulle du alt for tidligt herfra. Fredag den 20. februar indløb den sørgelige meddelelse, at Lene Boeg Jensen var afgået ved døden på Rigshospitalet. Lene blev indlagt på Nykøbing Sygehus den 12. januar.

Vi havde i en kortere periode vidst, at Lene var meget alvorlig syg - vi håbede alle til det sidste, at sygdommen ville vende, men lyset slukkedes. Det er helt uforståeligt for os alle, at dette livsglade menneske ikke er mere.

Lene var lille af statur, men med sin medmenneskelige og altid positive indstilling fyldte hun meget. Hun var lyset, som altid lyste op blandt os - altid optimistisk og glad. Hun havde altid en smittende virkning på omgivelserne, for man kunne simpelthen ikke andet end blive i godt humør i Lenes nærhed. Var der noget, som var problematisk, var svaret altid" Ja ja - sådan er det!"

Lene blev uddannet som lærer på Vordingborg Statsseminarium. Efter uddannelsen blev hun i 1995 ansat på Sakskøbing Skole, hvor hun var indtil 1. januar 2007. Herefter blev hun ansat på Eskilstrup Skole. Hun ville gerne tættere på hjemmet og virke i det lokalområde, som var en del af hendes hverdag.

Lene var en meget dygtig lærer, som derfor var højt respekteret og afholdt af såvel elever, forældre og samarbejdspartnere. Lene var også et meget engageret menneske uden for skolen. Hun var bestyrelsesmedlem i børnehaven, hun spillede dilettant og var aktiv i gymnastikforeningen. Alle kom til at holde af hendes stille og rolige facon og vindende sind.

Lene blev på et tidspunkt uddannet som skolebibliotekar, og dette arbejde var som skabt til hende. I det job er det vigtigt at være serviceminded - og det var Lene. Hun var inde i alle kroge af en skolebibliotekars arbejde, fuld af gode ideer og med evner til at føre dem ud i livet, og altid stod hun parat med kvalificerede råd og kvalificeret vejledning til de elever og lærere, som havde behov herfor.

Når vi tænker tilbage på Lene, står hun for os som en person, der altid havde overskud til andre. Hun gav så meget - det er sjældent, man møder et menneske med så stort et hjerterum.

Vore tanker går i denne svære stund til Torben og deres tre drenge Magnus, Jonas og Mikkel og til resten af familien. Det, der er sket, er helt ubærligt, men I skal vide, at vi alle vil bevare mindet om et helt vidunderligt menneske. Lene vil altid have en plads i vore hjerter..

Æret være Lene Boegs minde.

På vegne af Eskilstrup og Sakskøbing Skole Brian Brodersen skoleleder Per Vester Hansen skoleleder




Vi har modtaget:

Offentliggjort Sidst opdateret