Minister: Danmark får milliarder ved frihandel med USA

Det vil være endog rigtig godt for Danmark, hvis den amerikanske præsident, Barack Obama, får gennemført den frihandelsaftale med Europa, som han lagde an til i nattens tale til nationen. Det siger den danske handelsminister, Pia Olsen Dyhr (SF).

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg er særdeles tilfreds med, at præsident Obama nu har givet grønt lys for at indlede forhandlinger om en transatlantisk frihandelsaftale.

- Jeg håber, at forhandlingerne allerede kommer i gang i 2013, siger Pia Olsen Dyhr i en pressemeddelelse.

Ifølge ministeren viser foreløbige beregninger, at dansk eksport til USA kan øges med helt op imod 13 milliarder kroner - svarende til 14 procent af den nuværende danske eksport til USA.

- En aftale vil betyde markant øget frihandel, herunder grøn handelsliberalisering, og dermed øget vækst og nye danske arbejdspladser. Og det vil få en masse positive afledte effekter indenfor forskning og innovation på begge sider af Atlanten, siger hun.

Natten til onsdag holdt den amerikanske præsident, Barack Obama, sin tale til nationen, som skal vise vejen for hans næste periode som præsident.

Her gav Obama tilsagn om, at der skal sættes gang i forhandlinger mellem USA og EU om en transatlantisk partnerskabsaftale for handel og investeringer.

EU og USA har i mange år drøftet mulighederne for at øge den transatlantiske handel. En aftale vil ifølge EU-Kommissionen kunne øge EUs BNP med 0,5 procent og give et samlet eksportløft på 30 milliarder euro.

Indledning af frihandelsforhandlinger mellem EU og USA er en hovedprioritet for det irske EU-formandskab. Den foreløbige arbejdsplan er, at kommissionen vil kunne fremlægge udkast til forhandlingsdirektiver i marts 2013.

/ritzau/