Minister kræver færre døde svin
Efter en måned som fødevareminister lægger Dan Jørgensen (S) op til markante ændringer i Danmarks gigantiske produktion af svin.
I sit første interview om dyrevelfærd - i Politiken Søndag kalder ministeren svineproduktionen for Danmarks største dyrevelfærdsproblem.
- Vi har meget store velfærdsproblemer i den danske svineproduktion. Det er problemer, som vi af etisk-moralske årsager skal tage mere seriøst end i dag, siger Dan Jørgensen til Politiken.
Ministeren vil nu indkalde landbrug, dyreværnsorganisationer, eksperter og politikere for at lave en handlingsplan, der skal ligge klar inden for få måneder.
Der kommer et opgør med rutinemæssige halekuperinger og kastrationer uden bedøvelse, lover ministeren, der også vil have dødeligheden betragteligt ned - i dag dør omtrent hver fjerde pattegris, inden den bliver fire uger. Det svarer til 25.000 destruerede svin om dagen og 9 millioner om året.
- Det er underligt, at der ikke har været mere fokus på det. Forestil dig for eksempel, at der døde 25.000 hundehvalpe om dagen i Danmark. Hver dag! Så skal jeg love dig for, at der ville være betydelig mere fokus på sagen end på præcis det, der sker ude i staldene i dag. Det kan vi ikke være bekendt, og det skal der gøres noget ved, siger Dan Jørgensen.
Ministeren vil ikke løfte sløret for konkrete målsætninger og ny lovgivning, før alle parter er inddraget, men han forsikrer, at der vil komme initiativer mod "de mange problemer" i svineproduktionen:
- Jeg udtrykker mig med vilje ret markant, for så kan du spørge mig igen om to måneder, hvis ikke der er sket noget.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned