Minister: Unge skal lære om lånefælder
Det kan være dyrt - meget endda - at falde for fristelsen og tage et kviklån. De årlige omkostninger er nogle gange skruet så meget i vejret, at man kommer til at betale helt op til 1000 procent i rente.
Og det vil erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) til livs. Mandag kommer han med en plan, der skal gøre livet nemmere for forbrugerne - og blandt andet skal de unge på skolebænken, når det gælder finansielle sager.
- Udspillet indeholder 23 forslag, og en del af det er øget information omkring finansielle forhold. Oplysning og information af unge er helt afgørende, siger Ole Sohn.
Regeringen lægger samtidig op til, at man kan klage, hvis man føler, man bliver flået i rente på et kviklån. Der bliver ikke sat politiske grænser for, hvor høje renter på et kviklån må være.
Ministeren mener, at han har fundet en bedre måde at begrænse udgifterne på.
- Lægger man et niveau fra politisk side, vil vi se, at der opstår nye produkter, for nogle af de her virksomheder er enormt kreative. Derfor vil vi hellere lave en klageinstans, hvor man kan klage over urimelig høje renter, siger Ole Sohn.
Klageinstansen skal fastlægge et niveau, som Forbrugerombudsmanden kan bruge som en rettesnor i rentesager:
- Så et eller andet sted får det så den samme effekt som hos de lande, der har et politisk bestemt loft over de årlige omkostninger, siger Ole Sohn.
Det er endnu ikke lagt fast, hvem der kommer til at sidde i klageinstansen. Afdelingschef i Forbrugerrådet Vagn Jelsøe peger på, at det kan blive en fra rådet og en fra brancheorganisationen Finans og Leasing med en dommer for bordenden.
Men det er ikke bestemt endnu:
- Hele det forbrugerpolitiske udspil, vi kommer med, går på, at vi vil inddrage parterne - både erhvervslivet og forbrugerne. Jo mere man inddrager parterne, jo mere forpligtede bliver de også, lyder det fra Ole Sohn.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned