Mobilkunder advares mod falske udlandsopkald
Hvis du har et ubesvaret opkald fra et ukendt udenlandsk nummer, skal du være forsigtig med at ringe tilbage.
Det nemlig meget vel vise sig ikke at være en ven, der er kommet i problemer på rejsen, men derimod en svindler, der vil narre penge fra dig gennem telefonregningen.
Sådan lyder advarslen fra teleselskabet 3, som på Facebook advarer sine kunder mod de mystiske opkald.
- Det seneste døgn har vi set en kraftig stigning i antallet af udenlandske fupopkald til vores kunder, oplyser selskabet.
Ifølge 3 lægger svindlerne hurtigt røret på i håb om, at de danske telefonejere vil ringe tilbage.
- Hvis man returnerer opkaldene, bliver man ledt videre til en overtakseret telefontjeneste, forklarer 3.
Selskabet opfordrer derfor sine kunder til at lade være med at ringe tilbage til udenlandske numre, de ikke kender.
3 arbejder på at blokere svindlernes numre i takt med, at de bliver identificeret. Opkaldene kommer især fra Litauen, som har landekoden +370, Somalia (+25) og Sierra Leone (+23).
Teleselskabet forsikrer samtidig sine kunder om, at det ubesvarede opkald fra svindlerne ikke er forbundet med nogen ekstra omkostninger, så længe det ikke returneres.
Også Telenor har oplevet problemer med mystiske opkald.
- Der er i øjeblikket et phishing-forsøg i gang, der går ud på at få folk til at ringe tilbage til et overtakseret litauisk nummer. Vi anbefaler, at der ikke ringes tilbage til nummeret, skriver selskabet på sin hjemmeside.
Hos landets to andre store teleselskaber, Telia og TDC, har man ikke umiddelbart registreret nogen usædvanlig aktivitet i løbet af weekenden.
- Det dukker op af og til, og vi er enormt opmærksomme på det. Vi gør, hvad vi kan for at forebygge det ved at lukke ned, når der er mulighed for det, siger kommunikationschef Mette Honoré fra Telia Mobil til Ritzau.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned