Nationalbanken: Dansk økonomi på vej ind i normal gænge
Nationalbanken understreger i sin konjunkturvurdering af dansk økonomi, at man skal se på væksten bredt.
Mens den økonomiske aktivitet steg 0,4 procent i 2013, har væksten udvist et ujævnt forløb.
- Væksten i de danske BNP-tal svinger ofte betydeligt fra kvartal til kvartal, siger nationalbankdirektør Lars Rohde.
- Det er derfor vigtigt ikke at fokusere for ensidigt på væksten i et enkelt kvartal, men fastholde et bredt perspektiv, når den økonomiske situation skal vurderes, siger Lars Rohde.
Fremadrettet forventer Nationalbanken moderat positiv vækst. Og der er positive takter på arbejdsmarkedet og dele af boligmarkedet, og tilliden hos både forbrugere og virksomheder er bedret over det seneste år.
- Det giver sammen med det lave renteniveau og et betydeligt opsparingsoverskud i den private sektor grundlag for et selvbærende opsving med vedvarende fremgang i den indenlandske efterspørgsel, skriver banken i sin prognose.
- Selvom 2013 blev magert, glæder jeg mig over, at Nationalbanken også ser forårsbrisen i økonomien, siger finansminister Bjarne Corydon (S) i en kommentar til prognosen.
- Vi regner også med et forsigtigt opsving de kommende år. Selvom vi undervejs vil se pile, der peger den forkerte vej, er retningen for økonomien den rigtige, og det er afgørende, for så skaber vi arbejdspladser til danskerne, siger ministeren.
Ved udgangen af 2016 skønnes dansk økonomi at være tilbage i en mere normal gænge.
- Hvis der skal sikres en højere, holdbar vækst fremover, forudsætter det strukturelle reformer med henblik på at øge produktiviteten i det danske samfund, siger Lars Rohde i en kommentar til de danske fremtidsudsigter.
- Det ser ud som om, at det, vi har ventet på ret længe nemlig en opgang i privatforbruget, er ved at indfinde sig, siger Lars Rohde.
Nationalbanken forventer et fald i ledigheden og en fremgang i beskæftigelsen. Samlet regner Nationalbanken med en bruttoledighed i 2016 på 130.000.
Bruttoledigheden lå i januar på 142.800 personer efter sæsonkorrektion, svarende til 5,4 procent af arbejdsstyrken. Det er det laveste niveau siden august 2009.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde