Nationalbanken vil have svar fra Bloomberg
Det amerikanske globale nyhedsbureau Bloomberg News skal stå skoleret foran den danske Nationalbank. Problemet er, at nyhedsbureauets journalister har haft adgang til oplysninger om kundernes private data.
Kundelisten hos Bloomberg tæller over 300.000 professionelle investorer og interessenter - som eksempelvis den amerikanske centralbank, Vatikanet, privatbanker og mange andre finansielle spillere verden over.
Sammen med en række andre centralbanker og finansielle institutioner retter danskerne nu henvendelse til nyhedsbureauet.
Det bekræfter underdirektør i Nationalbankens administrationsafdeling Karsten Biltoft over for Ritzau Finans.
- Vi reagerer på baggrund af det, vi har set i medierne. Og vi vil nu tage en dialog med Bloomberg, siger Karsten Biltoft.
Den massive kritik har fået Bloomberg News til at give en uforbeholden undskyldning:
- Vores journalister burde ikke have adgang til nogen form for data, der kan anses som private, skriver Bloombergs chefredaktør, Matthew Winkler, på bureauets hjemmeside.
- Jeg beklager, at de havde det. Fejlen er utilgivelig. I sidste måned ændrede vi straks vores retningslinjer, så vores reportere ikke længere har større adgang til information end vores kunder, skriver han.
Flere af Nationalbankens afdelinger bruger som andre store finansielle institutioner Bloombergs database-terminaler til at indhente oplysninger om den økonomiske og finansielle udvikling i verden.
Ud over Nationalbanken har den kinesiske centralbank Peoples Bank of China, Federal Reserve i USA, Finansministeriet i USA, Den Europæiske Centralbank, Bank of Japan, Bank of Canada og Tysklands Bundesbank udbedt sig svar fra nyhedsbureauet.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned