Inden for det seneste år har Nepals afsatte konge både mistet sin trone, sit kongelige palads og sit årlige bidrag fra staten. Nu ser han også ud til selv at skulle betale sit forbrug af strøm.
Chefen for det statsejede elselskab sagde torsdag, at den tidligere kong Gyanendra og hans slægtninge vil blive tvunget til at betale udestående elektricitetsregninger for over en million dollar (5,8 millioner kroner).
Gyanendra og hans slægtninge har ikke betalt for strøm, siden han tog den absolutte magt i det fattige asiatiske land i 2005.
Chefen for elselskabet, Arjun Karki, siger, at der er regninger fra 22 bygninger og områder.
Mange af bygningerne er ekskongens private boliger samt boliger, der tilhører hans døtre, søstre, kusiner og fætre.
Nogle af bygningerne som for eksempel det kongelige palads er blevet nationaliseret af regeringen.
Elselskabet har givet Gyanendra en frist på 15 dage til at betale regningerne. Hvis de ikke bliver betalt, vil elselskabet lukke for strømmen.
Gyanendra blev tvunget til at opgive sin kortvarige absolutte magt i april 2005 efter ugelange prodemokratiske demonstrationer.
Kort tid efter valget i Nepal i år vedtog parlamentet at ophæve kongedømmet og tvang Gyanendra til at rykke ud af det kongelige palads.
/ritzau/AP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned