Nervøse SAS-kunder stormer webbutik
I banksektoren kaldes det et "bank run", når kunderne har mistet tilliden til banken, og alle vil hæve deres penge på samme tid. Et tilsvarende pres har SAS oplevet de seneste dage.
Flyselskabets kunder har stormet SAS' internetbutik for at få opbrugt deres bonuspoint i tilfælde af en konkurs, skriver Dagens Næringsliv på deres hjemmeside. Men torsdag var netbutikken lukket i flere timer.
Netbutikken udbyder tusindvis af varer som elektronik, solbriller og tøj, som SAS-kunder kan købe med optjente bonuspoint. Men torsdag var det længe ikke muligt at klikke sig ind i butikken.
- Ifølge SAS i Sverige er eurobonusbutikken nede på grund af høj belastning, siger Tormod Sandstø, kommunikationsrådgiver for SAS i Norge, til Dagens Næringsliv.
Det schweiziske Loy Logic står for driften af butikken. For bare en måned siden blev driftsaftalen fornyet med yderligere 20 år.
Men forholdet mellem SAS og Loy Logic er kølnet betragteligt. Ifølge Dagens Næringsliv indstillede selskabet torsdag håndteringen af samtlige ordrer i netbutikken og forlangte øjeblikkelig betaling for varerne.
Bonusbutikken har kunder i 78 lande, som de sidste tre år har købt over 100.000 varer.
- Vi siger til vores leverandører, at vi er klar over, at vores situation kan skabe usikkerhed og spørgsmål om likviditet, forskud og garantier, siger Tormod Sandstø.
Han vil ikke kommentere rygtet om, at Loy Logic forlanger kontant betaling for varerne. Men torsdag eftermiddag fungerede netbutikken igen.
De afgørende forhandlinger om den spareplan, der ifølge ledelsen er afgørende for at selskabets overlevelse blev indledt torsdag. Forhandlingerne mellem fagforeningsrepræsentanter og ledelsen i SAS fortsætter fredag.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker