Nordea leverer stabil fremgang i første kvartal
Den skandinaviske bankkoncern Nordea kommer ud af første kvartal med fremgang på bundlinjen.
I regnskabsårets første tre måneder leverede Nordea et ordinært resultat på 1,06 milliarder euro mod 1,04 milliarder euro i samme periode sidste år.
Bankens nettoresultat landede på 796 millioner euro, hvilket var en fremgang fra 775 millioner euro i samme periode i 2012.
Samtidig var det højere end analytikernes forventninger. De havde skønnet en nedgang i nettoresultatet til 756 millioner euro ifølge et estimat indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans.
- Jeg er meget glad for, at vi 10 kvartaler i træk har holdt omkostningerne uændrede, skriver koncernchef Christian Clausen i en kommentar til regnskabet.
Bankens nedskrivninger på udlån var 199 millioner euro i første kvartal. Det var ni procent lavere end i samme periode sidste år, viser kvartalsrapporten.
- Vores initiativer på indtægtssiden havde en positiv effekt, og det lykkedes os at mindske de negative følger af lave renter og et lavt aktivitetsniveau blandt erhvervskunder.
- Vi er overbevist om, at disse initiativer også fremover vil være en drivkraft for driftsindtægterne, lyder det fra topchefen.
Nordea taber også færre penge i Danmark. I første kvartal havde banken nedskrivninger på 86 millioner euro mod 112 millioner euro i samme periode året før.
Det ordinære resultat for Nordea i Danmark blev forbedret med 32 procent til 111 millioner euro.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde