Nordea vil afskedige 100 ansatte
Foto: Ints Kalnins /Scanpix
Ints Kalnins /Scanpix
Storbanken Nordea vil ifølge Ritzau Finans nedlægge op mod 100 stillinger i Danmark som led i den igangværende proces med at spare på omkostningerne.
Nyheden om at nedlægge 100 stillinger i Danmark fremgår ikke af Nordeas halvårsregnskab, der for koncernens aktiviteter i hele Norden viste et nettoresultat - når alle omkostninger og skat er betalt - på 11,3 milliarder kroner mod 11,7 milliarder kroner i samme periode året før.
I Danmark var der pæn fremgang. Overskuddet på driften i første halvdel af 2014 var på 1,8 milliarder kroner mod 1,4 milliarder kroner i samme periode året før - det er en fremgang på 24 procent.
I årets andet kvartal var driftsoverskuddet på den danske del af Nordeas forretning på 894 millioner kroner mod 663 millioner kroner året før.
Ifølge Ritzau Finans har bankkoncernen en overordnet plan om at nedlægge fem procent af stillingerne, og langt de fleste vil fortsat ske ved naturlig afgang eller ved, at de ansatte for tilbudt andre job i koncernen.
Indtil videre er langt størstedelen af ændringerne - også i Danmark - sket ved naturlig afgang, ved frivillige fratrædelser, og ved at de ansatte er blevet matchet med andre job. Men der mangler fortsat 100 stillinger, før regnskabet går op, oplyser Nordea til Ritzau Finans.
- Processen kører stadig, og det forventes, at antallet bliver lavere, da jobmatching-processen fortsætter efter sommeren og hen over efteråret, forklarer Nordea.
Analysechef i Sydbank Bjørn Schwarz vurderer, at Nordea-koncernen gør store fremskridt med sit effektiviseringsprogram og høster gevinster derfra.
- Samlet set har Nordea nået 300 millioner euro ud af de 900 millioner euro, som effektiviseringsprogrammet har som mål ved udgangen af 2015, siger han til Ritzau Finans.
Dermed har Nordea nået at effektivisere og afskedige medarbejdere til en besparelse på 2,2 milliarder kroner ud af de 6,7 milliarder, der er planlagt gennemført inden 2016.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned